< Job 9 >

1 Så tog Job til Orde og svarede:
Et Job prit la parole, et dit:
2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
Certainement, je sais qu'il en est ainsi; et comment l'homme serait-il juste devant Dieu?
3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
S'il veut plaider avec lui, il ne lui répondra pas une fois sur mille.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
Il est habile en son intelligence, et puissant en sa force: qui lui a résisté et s'en est bien trouvé?
5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Il transporte les montagnes, et elles ne le savent pas; il les bouleverse en sa fureur;
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
Il fait trembler la terre sur sa base, et ses colonnes sont ébranlées.
7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Il parle au soleil, et le soleil ne se lève pas; et il met un sceau sur les étoiles.
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Seul, il étend les cieux, et il marche sur les hauteurs de la mer.
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Il a créé la grande Ourse, l'Orion, et la Pléiade, et les régions cachées du midi.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Il fait de grandes choses qu'on ne peut sonder, de merveilleuses choses qu'on ne peut compter.
11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Voici, il passe près de moi, et je ne le vois pas; il passe encore, et je ne l'aperçois pas.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
S'il ravit, qui le lui fera rendre? Qui lui dira: Que fais-tu?
13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Dieu ne revient pas sur sa colère; sous lui sont abattus les plus puissants rebelles.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Combien moins lui pourrais-je répondre, moi, et choisir mes paroles pour lui parler!
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
Quand j'aurais raison, je ne lui répondrais pas; je demanderais grâce à mon juge!
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Si je le citais, et qu'il me répondît, je ne croirais pas qu'il voulût écouter ma voix,
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
Lui qui fond sur moi dans une tempête, et qui multiplie mes plaies sans motif.
18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
Il ne me permet point de reprendre haleine; il me rassasie d'amertume.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
S'il est question de force, il dit: “Me voilà! “S'il est question de droit: “Qui m'assigne? “
20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Quand même je serais juste, ma bouche me condamnerait; je serais innocent, qu'elle me déclarerait coupable.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Je suis innocent. Je ne me soucie pas de vivre, je ne fais aucun cas de ma vie.
22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Tout se vaut! C'est pourquoi j'ai dit: Il détruit l'innocent comme l'impie.
23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
Quand un fléau soudain répand la mort, il se rit des épreuves des innocents.
24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
La terre est livrée aux mains des méchants; il couvre les yeux de ceux qui la jugent. Si ce n'est lui, qui est-ce donc
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
Mes jours ont été plus légers qu'un courrier; ils se sont enfuis, sans voir le bonheur;
26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
Ils ont glissé comme des barques de roseaux, comme l'aigle qui fond sur sa proie.
27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
Si je dis: Je veux oublier ma plainte, quitter mon air triste, et reprendre ma sérénité,
28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
Je suis effrayé de toutes mes douleurs: je sais que tu ne me jugeras pas innocent.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Moi, je suis condamné, pourquoi me fatiguer en vain?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Quand je me laverais dans la neige, quand je purifierais mes mains dans la potasse,
31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
Tu me plongerais dans le fossé, et mes vêtements m'auraient en horreur.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
Car il n'est pas un homme comme moi pour que je lui réponde, pour que nous allions ensemble en justice.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
Il n'y a pas d'arbitre entre nous, qui pose sa main sur nous deux.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Qu'il ôte sa verge de dessus moi, et que ses terreurs ne me troublent plus!
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Alors je lui parlerai sans crainte; car, dans l'état où je me trouve, je ne suis plus à moi.

< Job 9 >