Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Is there not an appointed time to man vpon earth? and are not his dayes as the dayes of an hyreling?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
As a seruant longeth for the shadowe, and as an hyreling looketh for the ende of his worke,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So haue I had as an inheritance the moneths of vanitie, and painefull nights haue bene appointed vnto me.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
If I layed me downe, I sayde, When shall I arise? and measuring the euening I am euen full with tossing to and from vnto the dawning of the day.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh is clothed with wormes and filthinesse of the dust: my skinne is rent, and become horrible.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
My dayes are swifter then a weauers shittle, and they are spent without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Remember that my life is but a wind, and that mine eye shall not returne to see pleasure.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
The eye that hath seene me, shall see me no more: thine eyes are vpon me, and I shall be no longer.
As the cloude vanisheth and goeth away, so he that goeth downe to the graue, shall come vp no more. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
He shall returne no more to his house, neither shall his place knowe him any more.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Therefore I will not spare my mouth, but will speake in the trouble of my spirite, and muse in the bitternesse of my minde.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I a sea or a whalefish, that thou keepest me in warde?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
When I say, My couch shall relieue me, and my bed shall bring comfort in my meditation,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Then fearest thou me with dreames, and astonishest me with visions.
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
Therefore my soule chuseth rather to be strangled and to die, then to be in my bones.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I abhorre it, I shall not liue alway: spare me then, for my dayes are but vanitie.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What is man, that thou doest magnifie him, and that thou settest thine heart vpon him?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
And doest visite him euery morning, and tryest him euery moment?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Howe long will it be yer thou depart from me? thou wilt not let me alone whiles I may swallowe my spettle.
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
I haue sinned, what shall I do vnto thee? O thou preseruer of me, why hast thou set me as a marke against thee, so that I am a burden vnto my selfe?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
And why doest thou not pardon my trespasse? and take away mine iniquitie? for nowe shall I sleepe in the dust, and if thou seekest me in the morning, I shall not be found.
