Job 39

1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

“ʻOku ke ʻilo ʻae feituʻulaʻā ʻoku fanauʻi ai ʻae fanga kosi kaivao ʻoe maka? Pe ʻoku ke faʻa fakaʻilonga ʻoka fanauʻi ʻae fanga hainiti?

2 tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

‌ʻOku ke faʻa lau ki he kakato ʻo honau ngaahi māhina? Pe ʻoku ke ʻilo ʻae feituʻulaʻā ʻoku nau fāʻele ai?

3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

‌ʻOku nau fakamapelu ʻakinautolu, ʻoku nau fāʻeleʻi honau ʻuhiki, ʻoku nau lī kituʻa ʻenau ngaahi mamahi.

4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

‌ʻOku matamatalelei honau ʻuhiki, ʻoku nau tupu hake ʻi he toafa; ʻoku nau ʻalu atu, pea ʻikai toe haʻu kiate kinautolu.

5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,

“Ko hai kuo ne fekau atu tauʻatāina ʻae ʻasi kaivao? Pe ko hai kuo ne vete ʻae ngaahi haʻi ʻoe ʻasi kaivao?

6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

‌ʻAia kuo u tuʻutuʻuni ʻae toafa ko hono fale ʻoʻona, mo e fonua lala ko hono ngaahi nofoʻanga.

7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

‌ʻOku manuki ia ki he tokolahi ʻoe kolo, pea ʻoku ʻikai te ne tokanga ki he kalanga ʻoe tauhi.

8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

Ko hono kaiʻanga ko e ngaahi moʻunga ʻataʻatā, pea ʻoku ne kumi ʻae meʻa mata kotoa pē.

9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

“ʻE fie tauhi kiate koe ʻae liimi, pe nofo ofi ki hoʻo ʻaiʻangakai?

10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

‌ʻOku ke faʻa nonoʻo ʻae liimi ʻaki hono noʻotaki ʻi he keli? Pe te ne muimui ʻiate koe ke fakatoka lelei ʻae ngaahi luo?

11 Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

Te ke falala ki ai koeʻuhi ʻoku lahi ʻa hono mālohi? Pe te ke tuku hoʻo ngāue kiate ia?

12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

Te ke tui kiate ia, te ne fetuku ki ʻapi hoʻo ngaahi fua, ʻo tānaki ia ki ho feleoko?

13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

“Ko e kapakau ʻoe ʻositalesi ke kapakapa: ka ʻoku puna hake ʻae sitoaka mo e falekoni.

14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

Vakai, ʻoku ne fakato hono ngaahi fua ʻi he kelekele, ʻo ne fakamafana ia ʻi he efu,

15 tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

Pea ngalo ʻiate ia ʻe laiki nai ia ʻe he vaʻe, pe maumauʻi ia ʻe he manu kaivao.

16 Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

Kuo fakafefeka ʻene anga ki hono fānganga ʻo hangē ʻoku ʻikai ʻaʻana ʻakinautolu: ʻoku taʻeʻaonga ʻene ngāue taʻemanavahē;

17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

Koeʻuhi kuo fakamasivaʻi ia ʻe he ʻOtua ʻi he poto, pea naʻe ʻikai te ne tuku kiate ia ʻae faʻa ʻilo.

18 Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

Ko e feituʻulaʻā ko ia te ne tuʻu hake ki ʻolunga, ʻoku ne manukiʻi ʻae hoosi mo ia ʻoku heka ai.

19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

“Naʻa ke tuku ʻe koe ʻae mālohi ki he hoosi? Naʻa ke fakakofuʻaki hono kia ʻae mana?

20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

‌ʻOku ke faʻa fakamanavahēʻi ia ʻo hangē ko e heʻe? Ko e mānava lahi ʻo hono ihu ʻoku fakailifia.

21 Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

‌ʻOku kenukenu ia ʻi he vahaʻa moʻunga, pea fiefia ʻi he mālohi: ʻoku ʻalu atu ia ke fakafetaulaki ki he kau tangata ʻoku toʻo mahafutau.

22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

‌ʻOku ne manuki ki he manavahē, pea ʻoku ʻikai ilifia ia; pe foki kimui mei he heletā.

23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

‌ʻOku ngatata ʻae tangakaho kiate ia, ʻae tao ngingila pea mo e fakaū.

24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

‌ʻOku ne folohifo ʻae kelekele ʻi he feinga mo e lili: pea ʻoku ʻikai te ne tui ko e leʻo ia ʻoe meʻa lea.

25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

‌ʻOku pehē ʻe ia ʻi he lotolotonga ʻoe ngaahi meʻa lea, ‘He, he;’ pea nanamu ki he tau ʻi he kei mamaʻo, ko e mana ʻoe kau taki tau, mo ʻenau mavava.

26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

“ʻOku puna ʻae falekoni ʻi hoʻo poto, ʻo mafao atu hono kapakau ki he feituʻu tonga?

27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

‌ʻOku puna hake ʻae ʻikale ko hoʻo fekau, ʻo ne ngaohi hono pununga ʻi ʻolunga?

28 Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;

‌ʻOku nofo ia ʻo tatali ʻi he maka, ʻi he maka hangatāmaki, mo e potu mālohi.

29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

‌ʻOku kumi mei ai ʻene meʻakai, pea ʻoku sio hono mata mei he mamaʻo.

30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!

‌ʻOku mimisi hake foki ʻe hono ʻuhiki ʻae toto: pea ko e potu ko ia ʻoku ʻi ai ʻae mate, ʻoku ʻi ai ia.”