< Job 39 >

1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
Ismered-e a kőszáli zergék ellésének idejét, a szarvasünőnek vajúdását megvigyázod-e;
2 tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
számlálod-e a hónapokat, melyeket kitöltenek, s ismered-e ellésük idejét?
3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
Legörnyednek, kölykeiket világra hozzák, fájdalmaikat elbocsátják.
4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
Fiaik erőre kapnak, felnövekednek a szabadban, kimennek és nem térnek vissza.
5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
Ki bocsátotta szabadon a vadszamarat, s az erdei szamár köteleit ki oldotta meg?
6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
Amelynek a sivatagot tettem házává, és lakásává a sós földet;
7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
nevet a városnak zaján, a hajtónak lármázását nem hallja;
8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
a mit a hegyeken kifürkészett, az legelője, s minden zöld után kutat.
9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
Akarna-e a reém téged szolgálni, avagy meghál-e jászolodnál?
10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
Odakötöd-e a reémet istrángjával a barázdához, vagy boronálja-e a völgyeket to utánad?
11 Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
Bízhatsz-e benne, mert nagy az ereje, s ráhagyhatod-e szerzeményedet?
12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
Hiszel-e benne, hogy behordja vetésedet s begyűjti szérűdre?
13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
A strucznak szárnya vígan csattog, vajon tolla jámbor-e, meg tollazata?
14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
Mert a földnek hagyja tojásait és a poron melegíti,
15 tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
s felejti, hogy a láb eltiporja s a mező vadja széttapossa;
16 Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
keménykedik fiókáival, mintha nem volnának övéi, hogy hiába a fáradalma, az nem a rettegése;
17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
mert Isten elfeledtette vele a bölcsséget, s nem adott neki részt az értelemben.
18 Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
A midőn a magasba szökell, neveti a lovat és lovasát.
19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
Adsz-e a lónak erőt, öltesz-e nyakára sörényt?
20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
Ugráltatod-e mint a sáskát?
21 Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
Fenséges tüsszögése – rettenet.
22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
Kémlelnek a síkon, akkor örvend erejében, kivonul a fegyver elébe; nevet a félelemnek, s nem retten meg s nem hátrál meg kard elől.
23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
Fölötte zörög a tegez, villogó dárda és lándzsa;
24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
tombolva és háborogva habzsolja a földet, s nem marad helyén, a mikor hallik a harsona.
25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
A mint hallik a harsona, azt mondja: Haj; messziről szimatolja a csatát, a vezérek dörgedelmét és a riadást.
26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
A te értelmedből repül-e fel a karvaly s terjeszti szárnyait a délnek;
27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
avagy parancsodra emelkedik-e a sas, midőn magasba rakja fészkét?
28 Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
Sziklán lakik és honol, sziklának fokán és hegyi várban;
29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
onnan kémlel eledelre, messzire tekintenek ki szemei:
30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
fiókái pedig vért hörpölnek, s a hol holttetemek vannak, ott van ő.

< Job 39 >