< Job 30 >

1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Et maintenant, ceux qui sont plus jeunes que moi se moquent de moi, ceux dont j’aurais dédaigné de mettre les pères avec les chiens de mon troupeau.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Même à quoi m’aurait servi la force de leurs mains? La vigueur a péri pour eux.
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Desséchés par la disette et la faim, ils s’enfuient dans les lieux arides, dès longtemps désolés et déserts;
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Ils cueillent le pourpier de mer parmi les broussailles, et, pour leur pain, la racine des genêts.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Ils sont chassés du milieu [des hommes], (on crie après eux comme après un voleur, )
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Pour demeurer dans des gorges affreuses, dans les trous de la terre et des rochers;
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Ils hurlent parmi les broussailles, ils se rassemblent sous les ronces:
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Fils d’insensés, et fils de gens sans nom, ils sont chassés du pays.
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Et maintenant, je suis leur chanson et je suis le sujet de leur entretien.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Ils m’ont en horreur, ils se tiennent loin de moi, et n’épargnent pas à ma face les crachats;
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Car Il a délié ma corde et m’a affligé: ils ont jeté loin [tout] frein devant moi.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Cette jeune engeance se lève à ma droite; ils poussent mes pieds et préparent contre moi leur chemin pernicieux;
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Ils détruisent mon sentier, ils contribuent à ma calamité, sans que personne leur vienne en aide;
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Ils viennent comme par une large brèche, ils se précipitent au milieu du fracas.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Des terreurs m’assaillent, elles poursuivent ma gloire comme le vent, et mon état de sûreté est passé comme une nuée.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Et maintenant, mon âme se répand en moi: les jours d’affliction m’ont saisi.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
La nuit perce mes os [et les détache] de dessus moi, et ceux qui me rongent ne dorment pas;
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Par leur grande force ils deviennent mon vêtement; ils me serrent comme le collet de ma tunique.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Il m’a jeté dans la boue, et je suis devenu comme la poussière et la cendre.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Je crie à toi, et tu ne me réponds pas; je me tiens là, et tu me regardes!
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Tu t’es changé pour moi en [ennemi] cruel; tu me poursuis avec la force de ta main.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Tu m’enlèves sur le vent, tu fais qu’il m’emporte, et tu dissous ma substance.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Car je sais que tu m’amènes à la mort, la maison de rassemblement de tous les vivants.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
Toutefois, dans sa ruine, n’étend-il pas la main, et, dans sa calamité, ne jette-t-il pas un cri [de détresse]?
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
N’ai-je pas pleuré sur celui pour qui les temps étaient durs, et mon âme n’a-t-elle pas été attristée pour le pauvre?
26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Car j’attendais le bien, et le mal est arrivé; je comptais sur la lumière, et l’obscurité est venue.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Mes entrailles bouillonnent et ne cessent pas; les jours d’affliction sont venus sur moi.
28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Je marche tout noirci, mais non par le soleil; je me lève dans l’assemblée, je crie;
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Je suis devenu le frère des chacals et le compagnon des autruches.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Ma peau devient noire [et se détache] de dessus moi, et mes os sont brûlés par la sécheresse;
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Et ma harpe est changée en deuil, et mon chalumeau est devenu la voix des pleureurs.

< Job 30 >