< Job 30 >

1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
But now, those younger in years scorn me, whose fathers I would not have seen fit to place with the dogs of my flock,
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
the strength of whose hands was nothing to me, and they were considered unworthy of life itself.
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
They were barren from poverty and hunger; they gnawed in solitude, layered with misfortune and misery.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
And they chewed grass and the bark from trees, and the root of junipers was their food.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
They took these things from the steep valleys, and when they discovered one of these things, they rushed to the others with a cry.
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
They lived in the parched desert and in caves underground or above the rocks.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
They rejoiced among these kinds of things, and they considered it delightful to be under thorns.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
These are the sons of foolish and base men, not even paying any attention to the land.
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Now I become their song, and I have been made into their proverb.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
They loathe me, and so they flee far from me, and they are not reluctant to spit in my face.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
For he has opened his quiver and has afflicted me, and he has placed a bridle in my mouth.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Immediately, upon rising, my calamities rise up to the right. They have overturned my feet and have pressed me down along their way like waves.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
They have diverted my journeys; they have waited to ambush me, and they have prevailed, and there was no one who might bring help.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
They have rushed upon me, as when a wall is broken or a gate opened, and they have been pulled down into my miseries.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
I have been reduced to nothing. You have taken away my desire like a wind, and my health has passed by like a cloud.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
But now my soul withers within myself, and the days of affliction take hold of me.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
At night, my bone is pierced with sorrows, and those who feed on me, do not sleep.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
By the sheer number of them my clothing is worn away, and they have closed in on me like the collar of my coat.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
I have been treated like dirt, and I have been turned into embers and ashes.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
I cry to you, and you do not heed me. I stand up, and you do not look back at me.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
You have changed me into hardness, and, with the hardness of your hand, you oppose me.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
You have lifted me up, and, placing me as if on the wind, you have thrown me down powerfully.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
I know that you will hand me over to death, where a home has been established for all the living.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
Truly, then, you do not extend your hand in order to consume them, and if they fall down, you will save them.
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Once, I wept over him who was afflicted, and my soul had compassion on the poor.
26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
I expected good things, but evil things have come to me. I stood ready for light, yet darkness burst forth.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
My insides have seethed, without any rest, for the days of affliction have prevented it.
28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
I went forth mourning, without anger, and rising up, I cried out in confusion.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
I was the brother of snakes, and the companion of ostriches.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
My skin has become blackened over me, and my bones have dried up because of the heat.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
My harp has been turned into mourning, and my pipes have been turned into a voice of weeping.

< Job 30 >