Job 30
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Hatei, atuteh kai hlak ka camo e naw ni Kai na pathoe awh. A napanaw hah kai ni ka panuet teh, kaie tuhu ka ring e uinaw koe patenghai bawk van hoeh.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
A thaonae hah kai hanelah bangmaw cungkeinae kaawm. A thayung tawn awh hoeh toe.
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Takangnae hoi voutthoup dawk a kamsoe awh teh, kahrawngum kingdinae hmuen koe tang a yawng awh.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Pho um e angmai hna a la awh teh, samphokung e a tangpha hah rawca hanelah a tai awh.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Ahnimouh teh, tami koehoi pâlei awh teh, tamru patetlah a hramsin awh.
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Tangkom thung hoi lungngoum thung o hanelah doeh ao awh. Talai hoi talung kâko dawk ao awh.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Caprapum vah a hram awh teh, pâkhingum vah a tabo awh.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Ahnimouh teh tamipathu e canaw doeh. Bang pato patang hoeh e canaw doeh. Ram thung hoi hrek e naw doeh.
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Atu teh la lah na sak awh hanelah ka o toe. Na pathoe e lah ka o toe.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Na panuet awh teh kai hoi kâhlat lah na o awh. Ka minhmai na tamthawi awh.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Bangkongtetpawiteh, lirui hah a rasu awh teh, na ka pacekpahlek awh. Ka hmalah kammoumrui a rasu awh.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Kaie aranglah nawsainaw a kangdue teh, ka khok hah a phen awh. A rawkphainae lamthung hah kai taranlahoi a sak awh.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Ka lamthung hah a raphoe awh. Kai ka tâlaw nahanelah a kâyawm awh. Ahnimouh kâhruetcuet ka poe hane apihai awm hoeh.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Ka kaw poung e kâko dawk hoi a tho awh teh, ningkatim rahim vah na kalup awh.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Takithopoung e ka lathueng vah a pha. Bari lah ka onae hah kahlî patetlah a pâlei awh. Ka tawn e naw hah tâmai patetlah a kahma.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Ka kângairunae ni ka hringnae teh a rabawk toe. Ka khangnae hninnaw ni khak na kuet.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Karum lah ka hru hah koung a thut teh, ka tharui patawnae ni roum thai hoeh.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Ka patawpoung e ni hnicu hoi kayo e patetlah na kayo teh, angki lahuen patetlah na katek.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Tangdong dawk na tâkhawng teh, hraba hoi vaiphu patetlah ka o toe.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Nama koe ka hram, hateiteh, na pato hoeh. Ka kangdue teh na khet.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Hatei, kai hanelah ka pahngawpahrak e lah na o. Na kut thasainae ni na taran.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Kahlî dawk na tawm teh, a lathueng vah na kâcui sak.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Bangkongtetpawiteh, nama ni duenae dawk na ceikhai hane hah ka panue. Hringnae katawnnaw pueng hanelah, na pouk pouh tangcoung e im dawkvah.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
BAWIPA ni a kut a dâw torei teh, a kâhei nakunghai, banglah tho hoeh toe. A raphoe torei teh, a hram nakunghai hawinae awm hoeh toe.
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Runae ka kâhmonaw hanlah ouk ka ka nahoehmaw. Karoedengnaw hanlah lungreithai hoi kaawm boihoeh maw.
26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Hateiteh, hawinae ka tawng navah, hno kahawihoehe hah ka lathueng vah a pha. Angnae ka ring navah hmonae a pha.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Ka lungthin a tâsue teh roum thai hoeh. Ka khangnae hninnaw ni na tho sin.
28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Panuinae koelah tho hoeh niteh, lungmathoe koelah ka cei. Kamkhuengnaw rahak vah, ka kangdue teh, kabawpnae ka hei teh ka hram.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Kahrawnguinaw e hmaunawngha lah ka o. Kalauk tavanaw hoi huiko lah ka o.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Ka vuen teh hoehoe a tamang teh kai koehoi a bo, Ka hrunaw teh puenghoi a kâan
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Ka ratoung teh ka lungmathoenae lah a coung, ka tamawi teh kâlawk lah a coung.
