Job 29
1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Ayup bayanini dawamlashturup mundaq dédi: —
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
«Ah, ehwalim ilgiriki aylardikidek bolsidi, Tengri mendin xewer alghan künlerdikidek bolsidi!
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
U chaghda Uning chirighi béshimgha nur chachqan, Uning yoruqluqi bilen qarangghuluqtin ötüp ketken bolattim!
4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
Bu ishlar men qiran waqtimda, Yeni Tengri chédirimda manga sirdash [dost] bolghan waqitta bolghanidi!
5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
Hemmige Qadir men bilen bille bolghan, Méning yash balilirim etrapimda bolghan;
6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
Méning basqan qedemlirim sériq maygha chömülgen; Yénimdiki tash men üchün zeytun may deryasi bolup aqqan;
7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
Sheher derwazisigha chiqqan waqtimda, Keng meydanda ornum teyyarlan’ghanda,
8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
Yashlar méni körüpla eyminip özlirini chetke alatti, Qérilar bolsa ornidin turatti,
9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
Shahzadilermu geptin toxtap, Qoli bilen aghzini étiwalatti.
10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
Aqsöngeklermu tinchlinip, Tilini tangliyigha chapliwalatti.
11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
Qulaq sözümni anglisila, manga bext tileytti, Köz méni körsila manga yaxshi guwahliq béretti.
12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
Chünki men manga himaye bol dep yélin’ghan ézilgüchilerni, Panahsiz qalghan yétim-yésirlarnimu qutquzup turattim.
13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
Halak bolay dégen kishi manga bext tileytti; Men tul xotunning könglini shadlandurup naxsha yangratquzattim.
14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Men heqqaniyliqni ton qilip kiyiwaldim, U méni öz gewdisi qildi. Adaletlikim manga yépincha hem selle bolghan.
15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
Men korgha köz bolattim, Tokurgha put bolattim.
16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
Yoqsullargha ata bolattim, Manga natonush kishining dewasinimu tekshürüp chiqattim.
17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Men adaletsizning hinggayghan chishlirini chéqip tashlayttim, Oljisini chishliridin élip kétettim.
18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
Hem: «Méning künlirim qumdek köp bolup, Öz uwamda rahet ichide ölimen» deyttim;
19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
Hem: «Yiltizim sularghiche tartilip baridu, Shebnem pütün kéchiche shéximgha chapliship yatidu;
20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
Shöhritim herdaim mende yéngilinip turidu, Qolumdiki oqyayim herdaim yéngi bolup turidu» deyttim.
21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
Ademler manga qulaq salatti, kütüp turatti; Nesihetlirini anglay dep süküt ichide turatti.
22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
Men gep qilghandin kéyin ular qayta gep qilmaytti, Sözlirim ularning üstige shebnem bolup chüshetti.
23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
Ular yamghurlarni kütkendek méni kütetti, Kishiler [waqtida yaghqan] «kéyinki yamghur»ni qarshi alghandek sözlirimni aghzini échip ichetti!
24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
Ümidsizlen’ginide men ulargha qarap külümsireyttim, Yüzümdiki nurni ular yerge chüshurmeytti.
25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
Men ulargha yolini tallap körsitip bérettim, Ularning arisida kattiwash bolup olturattim, Qoshunliri arisida turghan padishahdek yashayttim, Biraq buning bilen matem tutidighanlargha teselli yetküzgüchimu bolattim».
