Job 29

1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Hiob toaa so sɛ,

2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

“Mafe abosome a atwam no, nna a Onyankopɔn hwɛɛ me soɔ no,

3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

ɛberɛ a ne kanea hyerɛn mʼatifi na mede ne kanea menantee esum mu no!

4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

Ao, ɛnna a mesii soɔ no, ɛberɛ a Onyankopɔn adamfofa a emu yɛ den hyiraa me fie,

5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

ɛberɛ a na Otumfoɔ da so ka me ho na me mma atwa me ho ahyia,

6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

ɛberɛ a na nufosuo mu sradeɛ afɔ mʼakwan na abotan hwiee ngo sɛ nsuo maa me.

7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

“Ɛberɛ a na mekɔ kuropɔn ɛpono ano mekɔtena mʼadwa so wɔ ɔmanfoɔ adwaberem,

8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

mmeranteɛ hunu me a, wɔgyina nkyɛn na mpanimfoɔ sɔre gyina hɔ;

9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

atitire gyae kasa na wɔde wɔn nsa kata wɔn ano;

10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

mmapɔmma tɛm dinn, na wɔn tɛkrɛma ka wɔn dodom.

11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

Wɔn a wɔte me nka nyinaa ka me ho asɛmpa, na wɔn a wɔhunu me nyinaa kamfo me,

12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

ɛfiri sɛ, meboaa ahiafoɔ a wɔsu pɛɛ mmoa, ne nwisiaa a wɔnni aboafoɔ.

13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

Onipa a na ɔrewuo no hyiraa me; na memaa akunafoɔ ani gyee wɔn akoma mu.

14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Mede tenenee firaa sɛ mʼaduradeɛ; atɛntenenee yɛɛ me nkatasoɔ ne mʼabotire.

15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

Meyɛɛ aniwa maa anifirafoɔ, ne ɛnan maa abubuafoɔ.

16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Meyɛɛ ahiafoɔ agya; na mekaa ahɔhoɔ asɛm maa wɔn.

17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Mebubuu amumuyɛfoɔ se na mehwim wɔn a wɔdi wɔn nya no firii wɔn anom.

18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

“Medwenee sɛ, ‘Mɛwu wɔ mʼankasa me fie mu, na me nna adɔɔso sɛ anwea.

19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Me nhini bɛduru nsuo ano, na obosuo agugu me mman so anadwo mu nyinaa.

20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

Mʼanimuonyam bɛkɔ so ayɛ frɔmm wɔ me so, na mʼahoɔden ayɛ foforɔ.’

21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

“Nnipa hwehwɛɛ sɛ wɔtie me, wɔyɛɛ dinn, twɛnee mʼafotuo.

22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

Sɛ mekasa wie a wɔnnkasa bio, ɛfiri sɛ me nsɛm tɔɔ wɔn asom yie.

23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

Wɔtwɛnee me sɛdeɛ wɔtwɛne osutɔ, na wɔmenee me nsɛm sɛ osutɔ berɛ nsuo.

24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Wɔn abasa mu buiɛ no, mesere kyerɛɛ wɔn; mʼanimteɛ som bo ma wɔn.

25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

Mebɔɔ ɛkwan maa wɔn na metenaa ase sɛ wɔn ɔhene; metenaa ase sɛ ɔhene a ɔwɔ nʼakodɔm mu; meyɛɛ sɛ obi a ɔkyekyere agyaadwotwafoɔ werɛ.