Job 29

1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Poleg tega je Job nadaljeval svojo prispodobo in rekel:

2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

»Oh, da bi bil kakor v preteklih mesecih, kakor v dneh, ko me je Bog varoval,

3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

ko je njegova sveča svetila nad mojo glavo in ko sem z njegovo svetlobo hodil skozi temo,

4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

kakor sem bil v dneh svoje mladosti, ko je bila Božja skrivnost na mojem šotoru,

5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

ko je bil Vsemogočni še z menoj, ko so bili moji otroci okoli mene,

6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

ko sem svoje korake umival z maslom in mi je skala izlivala reke olja,

7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

ko sem šel ven k velikim vratom skozi mesto, ko sem svoj sedež pripravil na ulici!

8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

Mladeniči so me videli in se skrili in ostareli so se vzdignili in stali.

9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

Princi so zadržali govorjenje in na svoja usta položili svojo roko.

10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

Plemiči so molčali in njihov jezik se je prilepil na nebo njihovih ust.

11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

Ko me je uho zaslišalo, potem me je blagoslovilo in ko me je oko zagledalo, mi je dalo pričevanje,

12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

ker sem osvobodil reveža, ki je jokal in osirotelega in tistega, ki ni imel nikogar, da mu pomaga.

13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

Blagoslov tistega, ki je bil pripravljen, da umre, je prišel nadme. Vdovinemu srcu sem storil, da prepeva od radosti.

14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Nadel sem si pravičnost in ta me je oblekla. Moja sodba je bila kakor svečano oblačilo in diadem.

15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

Bil sem oči slepemu in stopala hromemu.

16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Bil sem oče revnemu in zadevo, ki je nisem poznal, sem preiskal.

17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Zlomil sem čeljusti zlobnemu in izpulil plen iz njegovih zob.

18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

Potem sem rekel: ›Umrl bom v svojem gnezdu in svoje dneve bom pomnožil kakor pesek.‹

19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Moja korenina je bila razprostrta pri vodah in rosa je vso noč ležala na moji mladiki.

20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

Moja slava je bila sveža v meni in moj lok je bil obnovljen v moji roki.

21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

Možje so mi prisluhnili, čakali in molčali ob mojem nasvetu.

22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

Po mojih besedah niso ponovno spregovorili in moj govor je rosil nanje.

23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

Name so čakali kakor na dež in svoja usta so široko odprli kakor za pozni dež.

24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Če sem se jim smejal, temu niso verjeli. Svetlobe mojega obličja niso zavrgli.

25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

Izbral sem njihovo pot in sedel [kot] vodja in prebival kakor kralj v vojski, kakor nekdo, ki tolaži žalovalce.