< Job 29 >

1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Job also added, taking up his parable, and said:
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
Who will grant me, that I might be according to the months past, according to the days in which God kept me?
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
When his lamp shined over my head, and I walked by his light in darkness?
4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
As I was in the days of my youth, when God was secretly in my tabernacle?
5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
When the Almighty was with me: and my servants round about me?
6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
When I washed my feet with butter, and the rock poured me out rivers of oil?
7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
When I went out to the gate of the city, and in the street they prepared me a chair?
8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
The young men saw me, and hid themselves: and the old men rose up and stood.
9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
The princes ceased to speak, and laid the finger on their mouth.
10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
The rulers held their peace, and their tongue cleaved to their throat.
11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
The ear that heard me blessed me, and the eye that saw me gave witness to me:
12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
Because I had delivered the poor man that cried out; and the fatherless that had no helper.
13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
The blessing of him that was ready to perish came upon me, and I comforted the heart of the widow.
14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
I was clad with justice: and I clothed myself with my judgment, as with a robe and a diadem.
15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
I was an eye to the blind, and a foot to the lame.
16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
I was the father of the poor: and the cause which I knew not, I searched out most diligently.
17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
I broke the jaws of the wicked man, and out of his teeth I took away the prey.
18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
And I said: I shall die in my nest, and as a palm tree shall multiply my days.
19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
My root is opened beside the waters, and dew shall continue in my harvest.
20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
My glory shall always be renewed, and my bow in my hand shall be repaired.
21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
They that heard me, waited for my sentence, and being attentive held their peace at my counsel.
22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
To my words they durst add nothing, and my speech dropped upon them.
23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
They waited for me as for rain, and they opened their mouth as for a latter shower.
24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
If at any time I laughed on them, they believed not, and the light of my countenance fell not on earth.
25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
If I had a mind to go to them, I sat first, and when I sat as a king, with his army standing about him, yet I was a comforter of them that mourned.

< Job 29 >