< Job 29 >

1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
And Job again took up his discourse, and said,
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
O that I were as in the months of old, as in the days when God watched over me,
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
when his lamp shone upon my head, and by his light I walked through darkness,
4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
as I was in the ripeness of my days, when the friendship of God was upon my tent,
5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
when the Almighty was yet with me, and my sons were about me,
6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
when my steps were washed with butter, and the rock poured out streams of oil to me,
7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
when I went forth to the gate to the city, when I prepared my seat in the street.
8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
The young men saw me and hid themselves, and the aged rose up and stood.
9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
The rulers refrained from talking, and laid their hand on their mouth.
10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
The voice of the ranking men was hushed, and their tongue stuck to the roof of their mouth.
11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
For when the ear heard me, then it blessed me, and when the eye saw me, it gave witness to me.
12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
Because I delivered the poor who cried, also the fatherless who had none to help him.
13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
The blessing of him who was ready to perish came upon me, and I caused the widow's heart to sing for joy.
14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
I put on righteousness, and it clothed me. My justice was as a robe and a diadem.
15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
I was eyes to the blind, and I was feet to the lame.
16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
I was a father to the needy, and I searched out the case of him whom I did not know.
17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
And I broke the jaws of the unrighteous, and plucked the prey out of his teeth.
18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
Then I said, I shall die in my nest, and I shall multiply my days as the sand.
19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
My root is spread out to the waters, and the dew lays all night upon my branch.
20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
My glory is fresh in me, and my bow is renewed in my hand.
21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
To me men gave ear, and waited, and kept silence for my counsel.
22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
After my words they spoke not again, and my speech distilled upon them.
23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
And they waited for me as for the rain. And they opened their mouth wide as for the latter rain.
24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
I smiled on them when they had no confidence, and they did not cast down the light of my countenance.
25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
I chose out their way, and sat as chief, and dwelt as a king in the army, as a man who comforts the mourners.

< Job 29 >