Job 17
1 Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
