< Job 16 >

1 Så tog Job til Orde og svarede:
Then responded Job, and said: —
2 "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!
I have heard many such things, Wearisome comforters, are ye all!
3 Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?
Is there to be an end to windy words? Or what so strongly exciteth thee, that thou must respond?
4 Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,
I also, like you, could speak, —If your soul were in the place of my soul, I could string together words against you, and could therewith shake over you my head.
5 styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!
I could make you determined, by my mouth, and then my lip-solace should restrain you.
6 Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?
Though I do speak, unassuaged is my stinging pain, —And, if I forbear, of what am I relieved?
7 Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;
But, now, hath he wearied me, thou hast destroyed all my family;
8 at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.
And, having captured me, it hath served, as a witness; and so my wasting away hath risen up against me, in my face, it answereth.
9 Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,
His anger, hath torn and persecuted me, He hath gnashed upon me with his teeth, Mine adversary, hath sharpened his eyes for me.
10 de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;
They have gaped upon me with their mouth, With reproach, have they smitten my cheek, Together, against me, have they closed their ranks.
11 Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.
GOD doth abandon me to him that is perverse, and, into the hands of the lawless, he throweth me headlong.
12 Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,
At ease, was I when he shattered me, Yea he seized me by my neck, and dashed me in pieces, then set me up for himself as a mark:
13 hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;
His archers came round against me, He clave asunder my reins, and spared not, He poured out, on the earth, my gall:
14 Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.
He made a breach in me, breach upon breach, He ran upon me, like a mighty man.
15 Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;
Sackcloth, sewed I on my skin, and rolled—in the dust—my horn:
16 mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,
My face, is reddened from weeping, and, upon mine eyelashes, is the death-shade: —
17 skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
Though no violence was in my hands, and, my prayer, was pure.
18 Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!
O earth! do not cover my blood, and let there be no place for mine outcry.
19 Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;
Even now, lo! in the heavens, is my witness,
20 gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,
And, he that voucheth for me is on high. My friends are, they who scorn me, Unto GOD, hath mine eye shed tears: —
21 at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!
That one might plead, for a man, with GOD, —Even a son of man, for his friend!
22 Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.
When, a few years, come, then, by a path by which I shall not return, shall I depart.

< Job 16 >