< Job 14 >

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
En cuanto al hombre, hijo de mujer, sus días son cortos y llenos de problemas.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
Sale como una flor, y es cortado; sale volando como una sombra, y nunca más se ve.
3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
¿Es en uno como este que tus ojos están fijos, con el propósito de juzgarlo?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Quién podrá sacar algo limpio de un impuro! Nadie!
5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Si sus días están ordenados, y tienes conocimiento del número de sus meses, habiéndole dado un límite fijo más allá del cual no puede ir;
6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Deja que tus ojos se aparten de él, y quita tu mano de él, para que pueda tener placer al final de su día, como un sirviente que trabaja para el pago.
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
Porque hay esperanza de un árbol; si se corta, volverá a retoñar, y sus ramas no llegarán a su fin.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Aunque su raíz puede ser vieja en la tierra, y su extremo cortado puede estar muerto en el polvo;
9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
Aun así, con el olor del agua, hará brotes y pondrá ramas como una planta joven.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
Pero el hombre llega a su muerte y se va: abandona su espíritu, ¿y dónde está?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Las aguas salen de un estanque, y un río se convierte en desecho y seco;
12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
Entonces el hombre baja al sepulcro y no vuelve: hasta que los cielos se acaban, no estarán despiertos ni saldrán de su sueño.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
¡Si solo me mantuvieras a salvo en el sepulcro, poniéndome en un lugar secreto hasta que tu ira haya pasado, dándome un tiempo fijo para que pueda volver a tu memoria otra vez! (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Si la muerte se lleva a un hombre, ¿volverá a la vida? Todos los días de mi problema estaría esperando, hasta que llegara el momento de mi cambio.
15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
Al sonido de tu voz daría una respuesta, eres aficionado a la obra de tus manos.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Porque ahora mis pasos están numerados por ti, y mi pecado no es pasado por alto.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Mi maldad está sellada en una bolsa, y cosida mi iniquidad.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
Pero verdaderamente una montaña que cae se convierte en polvo, y una roca se mueve de su lugar;
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
Las piedras son desgastadas por la fuerza de las aguas; el polvo de la tierra es arrastrado por su desbordamiento, y así pones fin a la esperanza del hombre.
20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Prevaleces sobre el siempre, y él se va; Su rostro se cambia en la muerte, y lo envías lejos.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Sus hijos reciben honra, y él no tiene conocimiento de ello; son humillados, pero él no es consciente de ello.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Ciertamente su carne sobre él tiene dolor, y su alma está lamentándose.

< Job 14 >