< Job 14 >

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
“La vida es corta y está llena de problemas,
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
como una flor que florece y se marchita, como una sombra pasajera que pronto desaparece.
3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
¿Acaso te fijas en mí, Dios? ¿Por qué tienes que arrastrarme a los tribunales?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
¿Quién puede sacar algo limpio de lo impuro? Nadie.
5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Tú has determinado cuánto tiempo viviremos: el número de meses, un límite de tiempo para nuestras vidas.
6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Así que déjanos tranquilos y danos un poco de paz, para que, como el obrero, podamos disfrutar de unas horas de descanso al final del día.
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
“Incluso un árbol cortado tiene la esperanza de volver a brotar, de echar brotes y seguir viviendo.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Aunque sus raíces envejezcan en la tierra y su tronco muera en el suelo,
9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
sólo un hilo de agua hará que brote y se ramifique como una planta joven.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
“Pero los seres humanos mueren, su fuerza disminuye; perecen, y ¿dónde están entonces?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Como el agua que se evapora de un lago y un río que se seca y desaparece,
12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
así los seres humanos se acuestan y no vuelven a levantarse. NO despertarán de su sueño hasta que los cielos dejen de existir.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
“Quisiera que me escondieran en el Seol; escóndeme allí hasta que tu ira desaparezca. Fija allí un tiempo definido para mí, y acuérdate de mi. (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
¿Volverán a vivir los muertos? Entonces tendría esperanza durante todo mi tiempo de angustia hasta que llegue mi liberación.
15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
Me llamarías y yo te respondería; me añorarías, al ser que has creado.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Entonces me cuidarías y no me vigilarías para ver si peco.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Mis pecados estarían sellados en una bolsa y tú cubrirías mi culpa.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
“Pero así como las montañas se desmoronan y caen, y las rocas se derrumban;
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
así como el agua desgasta las piedras, como las inundaciones arrastran el suelo, así destruyes la esperanza que tienen los pueblos.
20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Los dominas continuamente y desaparecen; distorsionas sus rostros al morir y entonces los despides.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Sus hijos pueden llegar a ser importantes o caer de sus puestos, pero ellos no saben ni se enteran de nada de esto.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Cuando la gente muere sólo conoce su propio dolor y está triste por sí misma”.

< Job 14 >