< Job 14 >

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
“Man, born of woman! Of few days, and full of trouble!
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
As a flower he has gone forth, and is cut off, And he flees as a shadow and does not stand.
3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Also—on this You have opened Your eyes, and bring me into judgment with You.
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Who gives a clean thing out of an unclean? Not one.
5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
If his days are determined, The number of his months [are] with You, You have made his limit, And he does not pass over;
6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Look away from off him that he may cease, Until he enjoy as a hired worker his day.
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
For there is hope for a tree, if it is cut down, That it changes again, That its tender branch does not cease.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
If its root becomes old in the earth, And its stem dies in the dust,
9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
From the fragrance of water it flourishes, And has made a crop as a plant.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
And a man dies, and becomes weak, And man expires, and where [is] he?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Waters have gone away from a sea, And a river becomes waste and dry.
12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
And man has lain down, and does not rise, Until the wearing out of the heavens they do not awaken, Nor are roused from their sleep.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
O that You would conceal me in Sheol, Hide me until the turning of Your anger, Set a limit for me, and remember me. (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
If a man dies—does he revive? All [the] days of my warfare I wait, until my change comes.
15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
You call, and I answer You; To the work of Your hands You have desire.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
But now, You number my steps, You do not watch over my sin.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
My transgression [is] sealed up in a bag, and You sew up my iniquity.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
And yet, a falling mountain wastes away, and a rock is removed from its place.
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
Waters have worn away stones, Their outpourings wash away the dust of earth, And You have destroyed the hope of man.
20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
You prevail [over] him forever, and he goes, He is changing his countenance, And You send him away.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
His sons are honored, and he does not know; And they are little, and he does not attend to them.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Only—his flesh is pained for him, And his soul mourns for him.”

< Job 14 >