Job 11

1 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

Respondens autem Sophar Naamathites, dixit:

2 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

Numquid qui multa loquitur, non et audiet? aut vir verbosus iustificabitur?

3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

Tibi soli tacebunt homines? et cum ceteros irriseris, a nullo confutaberis?

4 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

Dixisti enim: Purus est sermo meus, et mundus sum in conspectu tuo.

5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

Atque utinam Deus loqueretur tecum, et aperiret labia sua tibi,

6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

Ut ostenderet tibi secreta sapientiae, et quod multiplex esset lex eius, et intelligeres quod multo minora exigaris ab eo, quam meretur iniquitas tua.

7 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

Forsitan vestigia Dei comprehendes, et usque ad perfectum Omnipotentem reperies?

8 Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? (Sheol h7585)

Excelsior caelo est, et quid facies? profundior inferno, et unde cognosces? (Sheol h7585)

9 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

Longior terra mensura eius, et latior mari.

10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

Si subverterit omnia, vel in unum coarctaverit, quis contradicet ei?

11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,

Ipse enim novit hominum vanitatem, et videns iniquitatem, nonne considerat?

12 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

Vir vanus in superbiam erigitur, et tamquam pullum onagri se liberum natum putat.

13 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

Tu autem firmasti cor tuum, et expandisti ad eum manus tuas.

14 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

Si iniquitatem, quae est in manu tua, abstuleris a te, et non manserit in tabernaculo tuo iniustitia:

15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

Tunc levare poteris faciem tuam absque macula, et eris stabilis, et non timebis.

16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

Miseriae quoque oblivisceris, et quasi aquarum quae praeterierunt recordaberis.

17 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

Et quasi meridianus fulgor consurget tibi ad vesperam: et cum te consumptum putaveris, orieris ut lucifer.

18 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

Et habebis fiduciam, proposita tibi spe, et defossus securus dormies.

19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

Requiesces, et non erit qui te exterreat: et deprecabuntur faciem tuam plurimi.

20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!

Oculi autem impiorum deficient, et effugium peribit ab eis, et spes illorum abominatio animae.