< Job 10 >

1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
My soul is weary of my life; I will leave my complaint on myself; I will speak in the bitterness of my soul.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
I will say to God, Do not condemn me; show me why you contend with me.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Is it good to you that you should oppress, that you should despise the work of your hands, and shine on the counsel of the wicked?
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Have you eyes of flesh? or see you as man sees?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Are your days as the days of man? are your years as man’s days,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
That you enquire after my iniquity, and search after my sin?
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
You know that I am not wicked; and there is none that can deliver out of your hand.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Your hands have made me and fashioned me together round about; yet you do destroy me.
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Remember, I beseech you, that you have made me as the clay; and will you bring me into dust again?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Have you not poured me out as milk, and curdled me like cheese?
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
You have clothed me with skin and flesh, and have fenced me with bones and sinews.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
You have granted me life and favor, and your visitation has preserved my spirit.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
And these things have you hid in your heart: I know that this is with you.
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
If I sin, then you mark me, and you will not acquit me from my iniquity.
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
If I be wicked, woe to me; and if I be righteous, yet will I not lift up my head. I am full of confusion; therefore see you my affliction;
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
For it increases. You hunt me as a fierce lion: and again you show yourself marvelous on me.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
You renew your witnesses against me, and increase your indignation on me; changes and war are against me.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Why then have you brought me forth out of the womb? Oh that I had given up the ghost, and no eye had seen me!
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
I should have been as though I had not been; I should have been carried from the womb to the grave.
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Are not my days few? cease then, and let me alone, that I may take comfort a little,
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
Before I go from where I shall not return, even to the land of darkness and the shadow of death;
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
A land of darkness, as darkness itself; and of the shadow of death, without any order, and where the light is as darkness.

< Job 10 >