Prædikeren 1
1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
verba Ecclesiastes filii David regis Hierusalem
2 Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
vanitas vanitatum dixit Ecclesiastes vanitas vanitatum omnia vanitas
3 Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?
quid habet amplius homo de universo labore suo quod laborat sub sole
4 Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.
generatio praeterit et generatio advenit terra vero in aeternum stat
5 Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
oritur sol et occidit et ad locum suum revertitur ibique renascens
6 Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
gyrat per meridiem et flectitur ad aquilonem lustrans universa circuitu pergit spiritus et in circulos suos regreditur
7 Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
omnia flumina intrant mare et mare non redundat ad locum unde exeunt flumina revertuntur ut iterum fluant
8 Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
cunctae res difficiles non potest eas homo explicare sermone non saturatur oculus visu nec auris impletur auditu
9 Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.
quid est quod fuit ipsum quod futurum est quid est quod factum est ipsum quod fiendum est
10 Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os
nihil sub sole novum nec valet quisquam dicere ecce hoc recens est iam enim praecessit in saeculis quae fuerunt ante nos
11 Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
non est priorum memoria sed nec eorum quidem quae postea futura sunt erit recordatio apud eos qui futuri sunt in novissimo
12 Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
ego Ecclesiastes fui rex Israhel in Hierusalem
13 Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
et proposui in animo meo quaerere et investigare sapienter de omnibus quae fiunt sub sole hanc occupationem pessimam dedit Deus filiis hominum ut occuparentur in ea
14 Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
vidi quae fiunt cuncta sub sole et ecce universa vanitas et adflictio spiritus
15 Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
perversi difficile corriguntur et stultorum infinitus est numerus
16 Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."
locutus sum in corde meo dicens ecce magnus effectus sum et praecessi sapientia omnes qui fuerunt ante me in Hierusalem et mens mea contemplata est multa sapienter et didicit
17 Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.
dedique cor meum ut scirem prudentiam atque doctrinam erroresque et stultitiam et agnovi quod in his quoque esset labor et adflictio spiritus
18 Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.
eo quod in multa sapientia multa sit indignatio et qui addit scientiam addat et laborem
