Prædikeren 3

1 Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:

Il y a un temps fixé pour tout, un temps pour toute chose sous le ciel:

2 Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,

un temps pour naître, et un temps pour mourir; un temps pour planter, et un temps pour arracher ce qui a été planté;

3 Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge,

un temps pour tuer, et un temps pour guérir; un temps pour abattre, et un temps pour bâtir;

4 Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse,

un temps pour pleurer, et un temps pour rire; un temps pour se lamenter, et un temps pour danser;

5 Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne,

un temps pour jeter des pierres, et un temps pour en ramasser; un temps pour embrasser, et un temps pour s’abstenir d’embrassements.

6 Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,

un temps pour chercher, et un temps pour perdre; un temps pour garder, et un temps pour jeter;

7 Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale,

un temps pour déchirer, et un temps pour coudre; un temps pour se taire, et un temps pour parler;

8 Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.

un temps pour aimer, et un temps pour haïr; un temps pour la guerre, et un temps pour la paix.

9 Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?

Quel est l’avantage, pour celui qui travaille, de la peine qu’il se donne?

10 Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

J’ai examiné le labeur auquel Dieu impose aux enfants des hommes de se livrer:

11 Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.

Dieu a fait toute chose belle en son temps, il a mis aussi dans leur cœur l’éternité, mais sans que l’homme puisse comprendre l’œuvre que Dieu fait, du commencement jusqu’à la fin.

12 Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever.

Et j’ai reconnu qu’il n’y a rien de meilleur pour eux que de se réjouir et se donner du bien-être pendant leur vie,

13 Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.

et en même temps que si un homme mange et boit, et jouit du bien-être au milieu de son travail, c’est là un don de Dieu.

14 Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Åsyn.

J’ai reconnu que tout ce que Dieu fait durera toujours, qu’il n’y a rien à y ajouter ni rien à en retrancher: Dieu agit ainsi afin qu’on le craigne.

15 Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.

Ce qui se fait existait déjà, et ce qui se fera a déjà été: Dieu ramène ce qui est passé.

16 Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted og Gudløshed på Retfærds Sted.

J’ai encore vu sous le soleil, qu’au siège même du droit il y a la méchanceté, et au lieu de la justice, il y a l’iniquité.

17 Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.

J’ai dit dans mon cœur: « Dieu jugera le juste et le méchant, car il y a là un temps pour toute chose, et pour toute œuvre. »

18 Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"

J’ai dit dans mon cœur au sujet des enfants des hommes: « Cela arrive ainsi, afin que Dieu les éprouve, et qu’ils voient qu’ils sont quant à eux-mêmes semblables aux bêtes. »

19 Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.

Car le sort des enfants des hommes est le sort de la bête: ils ont un même sort; comme l’un meurt, l’autre meurt aussi, il n’y a qu’un même souffle pour tous; l’avantage de l’homme sur la bête est nul, car tout est vanité.

20 Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.

Tout va dans un même lieu; tout est sorti de la poussière, et tout retourne à la poussière.

21 Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer nedad til Jorden?

Qui connaît le souffle des enfants des hommes, qui monte en haut, et le souffle de la bête, qui descend en bas vers la terre?

22 Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?

Et j’ai vu qu’il n’y a rien de mieux pour l’homme que de se réjouir dans ses œuvres: c’est là sa part. Car qui lui donnera de découvrir ce qui arrivera après lui?