2 Samuel 22
1 David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
David kvad dette kvædet åt Herren då Herren hadde frelst honom frå alle uvenerne sine, og frå Saul:
2 Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
«Herren er mitt berg og mi festning og min frelsar.
3 min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
Gud er mitt berg som eg flyr til! Min skjold og mitt frelseshorn Mi høge borg! mi livd! Frelsaren min som friar meg ifrå vald!
4 Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
Eg kallar på Herren, den høglova: Frå fiendarne mine frelsar han meg.
5 Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
Daudens brot og brand kringsette meg. Straumar av vondskap skræmde meg.
Helheims reip var snørde ikring meg. Daudsens snaror fanga meg. (Sheol h7585)
7 i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
Men Herren kalla eg på i mi trengsla, eg ropa til min Gud. Han høyrde frå templet sitt røysti mi, mitt rop rakk fram til øyro hans.
8 Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
Jordi skok seg og skalv, himmelens grunnvollar dirra, Dei skok seg, for harmen hans loga upp:
9 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
Røyk steig upp frå nasen hans, eld frå munnen hans åt ikring seg, gloande kol loga frå honom.
10 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
Han lægde himmelen og steig ned, med kolmyrker under føterne sine.
11 båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
Han for fram på kerub og flaug og sveiv på vengjerne åt vinden.
12 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
Myrkret gjorde han til åklæde kring seg, tjeldet hans var myrke vatn, tjukke skyer.
13 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
Frå glansen fyre andlitet hans brann gloande kol.
14 HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
Herren tora i himmelen, den Høgste let høyra si røyst:
15 han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
Pilerne sine skaut han og spreidde deim, eldingar sende han og fortulla deim.
16 Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
Djupålarne i havet kom upp i dagen, grunnvollarne i jordi vart berrsynte ved Herrens trugsmål, ved andepusten frå hans nase.
17 Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
Han rette ut handi frå høgdi og greip meg, han drog meg upp or store vatn.
18 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
Han frelste meg frå min megtige fiende, frå uvenern’ mine, dei var meg for sterke.
19 På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
Dei for imot meg på motgangsdagen; men Herren vart studnaden min.
20 Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
Han førde meg ut i vidt rom. Han frelste meg, for han hadde hugnad i meg.
21 HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
Herren gjorde med meg etter rettferdi mi, han lønte meg etter reinleiken i henderne mine.
22 thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
For eg tok vare på Herrens vegar, fall ikkje i vondskap frå min Gud.
23 hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
Nei, alle hans rettar hadde eg for auga, bodordi hans veik eg ikkje ifrå.
24 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
So var eg ulastande for honom og tok meg i vare for mi synd.
25 HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
Og Herren lønte meg etter mi rettferd, etter reinleiken min for hans augo.
26 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
Mot den godlyndte syner du deg godlyndt, mot ulastande kjempa ulastande.
27 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
Mot den reine syner du deg rein, mot den rangsnudde syner du deg rang.
28 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
For du frelsar arme folk, men augo dine er mot dei ovmodige til å tvinga deim ned.
29 Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
For du er mi lampa, Herre, og Herren gjer myrkret mitt bjart.
30 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
Ved deg eg renner mot herflokkar, ved min Gud stormar eg murar.
31 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
Gud, ulastande er hans veg; Herrens ord er skirt, han er ein skjold for alle deim som flyr til honom.
32 Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
For kven er Gud forutan Herren? Kven er eit berg utan vår Gud?
33 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
Gud, han som gyrder meg med kraft, og leider den ulastande på hans veg,
34 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
som gjev meg føter liksom hindarne, og set meg upp på høgderne mine,
35 oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
som lærer henderne mine upp til strid, so armarne spenner koparbogen.
36 Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
Du gav meg frelsa di til skjold, og småminkingi di ho gjorde meg stor.
37 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
Du gjorde rom for stigi mine, og oklo mine vagga ikkje.
38 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
Eg forfylgde fiendarne mine og tynte deim. Eg vende ikkje um fyrr eg fekk gjort ende på deim.
39 slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
Eg gjorde ende på deim og slo deim i knas, so dei vann ikkje reisa seg. Dei fall under føterne mine.
40 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
Du gyrde meg med kraft til striden. Du bøygde motmennern’ mine under meg.
41 du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
Fiendarne mine let du snu ryggen til meg, deim som hatar meg, rudde eg ut.
42 De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
Dei såg seg um - men ingen frelste - til Herren, men han svara deim ikkje.
43 Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.
Eg smuldra deim som dust på jordi; som søyla på gator krasa eg deim; eg trakka deim ned.
44 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
Du frelste meg ut or mitt folks ufred, til hovud for heidningar vara du meg; folk som eg ikkje kjende, tente meg.
45 Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
Ukjende folk smeikte for meg, ved gjetordet um meg lydde dei meg.
46 Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
Ja, framandfolk visna av, gjekk skjelvande ut or borgerne sine.
47 HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
Herren liver! lova vere han, mitt berg! Ja, upphøgd vere Gud, mitt frelse-berg,
48 den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
Gud som gjev meg hemn, legg folkeslag under meg
49 og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
og fører meg ut frå fiendarne mine! Ja - du som lyfter meg høgt yver motmennern’ mine og bergar meg undan frå valdsmanns hand!
50 HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
Difor, Herre, vil eg prisa deg millom heidningarn’, og lovsyngja ditt namn.
51 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.
For han gjer kongen sin sigersæl, gjer miskunn mot honom han salva, mot David og ætti hans til æveleg tid.»
