Salme 139

1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!

2 Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,

3 du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.

4 Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.

5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.

6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!

7 Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?

8 Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, saa er du der; (Sheol h7585)

9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,

10 da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!

11 Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«

12 saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.

14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.

15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;

16 som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.

17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!

18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.

19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,

20 de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.

21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;

22 med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.

23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!

24 Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!