Salme 109

1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!

Bože, slavo moja, nemoj muèati,

2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,

Jer se usta bezbožnièka i usta lukava na me otvoriše; govore sa mnom jezikom lažljivijem.

3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;

Rijeèima zlobnijem sa svijeh strana gone me, i oružaju se na me ni za što.

4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

Za ljubav moju ustaju na mene, a ja se molim.

5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

Vraæaju mi zlo za dobro, i mržnju za ljubav moju.

6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,

Postavi nad njim starješinu bezbožnika, i protivnik neka mu stane s desne strane.

7 lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;

Kad se stane suditi, neka izaðe kriv, i molitva njegova neka bude grijeh.

8 hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;

Neka budu dani njegovi kratki, i vlast njegovu neka dobije drugi.

9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;

Djeca njegova nek budu sirote, i žena njegova udovica.

10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;

Djeca njegova nek se potucaju i prose, i neka traže hljeba izvan svojih pustolina.

11 Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;

Neka mu uzme dužnik sve što ima, i neka razgrabe tuðini muku njegovu.

12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;

Nek se ne naðe niko ko bi ga ljubio, ni ko bi se smilovao na sirote njegove.

13 hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;

Natražje njegovo nek se zatre, u drugom koljenu neka pogine ime njihovo.

14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,

Bezakonje starijeh njegovijeh nek se spomene u Gospoda, i grijeh matere njegove nek se ne izbriše.

15 altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,

Neka budu svagda pred Gospodom, i on neka istrijebi spomen njihov na zemlji;

16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;

Zato što se nije sjeæao èiniti milost, nego je gonio èovjeka ništega i ubogoga, i tužnome u srcu tražio smrt.

17 han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!

Ljubio je kletvu, neka ga i stigne; nije mario za blagoslov, neka i otide od njega.

18 Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;

Nek se obuèe u kletvu kao u haljinu, i ona nek uðe u njega kao voda, i kao ulje u kosti njegove.

19 den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!

Nek mu ona bude kao haljina, u koju se oblaèi, i kao pojas, kojim se svagda paše.

20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

Taka plata nek bude od Gospoda onima koji me nenavide, i koji govore zlo na dušu moju.

21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!

A meni, Gospode, Gospode, uèini što prilièi imenu tvojemu. Ti si dobar, milošæu svojom izbavi me.

22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;

Jer sam nevoljan i ništ, i srce je moje ranjeno u meni.

23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;

Nestaje me kao sjena, kad se odmièe; tjeraju me kao skakavce.

24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;

Koljena moja iznemogoše od posta, i tijelo moje omrša.

25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.

Postadoh potsmijeh njima; videæi me mašu glavom svojom.

26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,

Pomozi mi, Gospode, Bože moj, spasi me po milosti svojoj.

27 saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!

Neka poznadu da je ovo tvoja ruka, i ti, Gospode, da si ovo uèinio.

28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;

Oni kunu, a ti blagoslovi; ustaju, ali nek se postide, i sluga se tvoj obraduje.

29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!

Nek se protivnici moji obuku u sramotu, i kao haljinom nek se pokriju stidom svojim.

30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;

Hvaliæu Gospoda veoma ustima svojima, i usred mnogih slaviæu ga,

31 thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.

Jer stoji s desne strane ubogome, da bi ga spasao od onijeh koji osuðuju dušu njegovu.