< Ordsprogene 1 >

1 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
Parabolæ Salomonis, filii David, regis Israel.
2 Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
Ad sciendam sapientiam, et disciplinam:
3 tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
ad intelligenda verba prudentiæ: et suscipiendam eruditionem doctrinæ, iustitiam, et iudicium, et æquitatem:
4 de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
ut detur parvulis astutia, adolescenti scientia, et intellectus.
5 den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
Audiens, sapiens sapientior erit: et intelligens gubernacula possidebit.
6 de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gaader.
Animadvertet parabolam, et interpretationem, verba sapientum, et ænigmata eorum.
7 HERRENS Frygt er Kundskabs begyndelse, Daarer ringeagter Visdom og Tugt.
Timor Domini principium sapientiæ. Sapientiam, atque doctrinam stulti despiciunt.
8 Hør, min Søn, paa din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
Audi, fili mi, disciplinam patris tui, et ne dimittas legem matris tuæ:
9 thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
ut addatur gratia capiti tuo, et torques collo tuo.
10 Min Søn, sig nej, naar Syndere lokker!
Fili mi, si te lactaverint peccatores, ne acquiescas eis.
11 Siger de: »Kom med, lad os lure paa den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
Si dixerint: Veni nobiscum, insidiemur sanguini, abscondamus tendiculas contra insontem frustra:
12 Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Haar, som for de i Graven. (Sheol h7585)
deglutiamus eum sicut infernus viventem, et integrum quasi descendentem in lacum. (Sheol h7585)
13 Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
Omnem pretiosam substantiam reperiemus, implebimus domos nostras spoliis.
14 Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!«
Sortem mitte nobiscum, marsupium unum sit omnium nostrum.
15 — min Søn, gaa da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
Fili mi, ne ambules cum eis, prohibe pedem tuum a semitis eorum.
16 thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
Pedes enim illorum ad malum currunt, et festinant ut effundant sanguinem.
17 Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
Frustra autem iacitur rete ante oculos pennatorum.
18 de lurer paa eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
Ipsi quoque contra sanguinem suum insidiantur, et moliuntur fraudes contra animas suas.
19 Saa gaar det enhver, der attraar Rov, det tager sin Herres Liv.
Sic semitæ omnis avari, animas possidentium rapiunt.
20 Visdommen raaber paa Gaden, paa Torvene løfter den Røsten;
Sapientia foris prædicat, in plateis dat vocem suam:
21 oppe paa Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
in capite turbarum clamitat, in foribus portarum urbis profert verba sua, dicens:
22 Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Daarerne hade Kundskab?
Usquequo parvuli diligitis infantiam, et stulti ea, quæ sibi sunt noxia, cupient, et imprudentes odibunt scientiam?
23 Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Aand udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
Convertimini ad correptionem meam: en proferam vobis spiritum meum, et ostendam vobis verba mea.
24 Fordi jeg raabte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
Quia vocavi, et renuistis: extendi manum meam, et non fuit qui aspiceret.
25 men I lod haant om alt mit Raad og tog ikke min Revselse til jer,
Despexistis omne consilium meum, et increpationes meas neglexistis.
26 derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, naar det, I frygter, kommer,
Ego quoque in interitu vestro ridebo, et subsannabo, cum vobis id, quod timebatis, advenerit.
27 naar det, I frygter, kommer som Uvejr, naar eders Ulykke kommer som Storm, naar Trængsel og Nød kommer over jer.
Cum irruerit repentina calamitas, et interitus quasi tempestas ingruerit: quando venerit super vos tribulatio, et angustia:
28 Da svarer jeg ej, naar de kalder, de søger mig uden at finde,
Tunc invocabunt me, et non exaudiam: mane consurgent, et non invenient me:
29 fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENS Frygt;
eo quod exosam habuerint disciplinam, et timorem Domini non susceperint,
30 mit Raad tog de ikke til sig, men lod haant om al min Revselse.
nec acquieverint consilio meo, et detraxerint universæ correptioni meæ.
31 Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Raad;
Comedent igitur fructus viæ suæ, suisque consiliis saturabuntur.
32 thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Taabers Sorgløshed bliver deres Undergang;
Aversio parvulorum interficiet eos, et prosperitas stultorum perdet illos.
33 men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.
Qui autem me audierit, absque terrore requiescet, et abundantia perfruetur, timore malorum sublato.

< Ordsprogene 1 >