Job 24
1 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi faar de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
Zašto svemoguæemu nijesu sakrivena vremena? i koji ga znaju, ne vide dana njegovijeh?
2 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de paa Græs.
Meðe pomièu bezbožni, otimaju stado i pasu;
3 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
Magarca sirotama odgone; u zalogu uzimaju vola udovici;
4 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme maa alle skjule sig.
Siromahe odbijaju s puta; ubogi u zemlji kriju se svi.
5 Som vilde Æsler i Ørkenen gaar de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
Gle, kao divlji magarci u pustinji izlaze na posao svoj ustajuæi rano na plijen; pustinja je hrana njima i djeci njihovoj;
6 De høster paa Marken om Natten, i Rigmandens Vingaard sanker de efter.
Žanju njivu i beru vinograd koji nije njihov;
7 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Kulden.
Gola nagone da noæuje bez haljine, koji se nemaju èim pokriti na zimi,
8 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel paa Ly til Klippen.
Okisli od pljuska u gori, nemajuæi zaklona, privijaju se k stijeni.
9 — Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. —
Grabe siroèe od dojke i sa siromaha skidaju zalog.
10 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
Gologa ostavljaju da ide bez haljine, i one koji nose snopove da gladuju.
11 mellem Murene presser de Olie, de træder Persen og tørster.
Koji meðu njihovijem zidovima ulje cijede i grožðe u kacama gaze, podnose žeð.
12 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
Ljudi u gradu uzdišu, i duše pobijenijeh vièu, a Bog ne ukida toga.
13 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej paa hans Stier:
Oni se protive svjetlosti, ne znajuæi za putove njezine i ne staju na stazama njezinijem.
14 Før det lysner, staar Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
Zorom ustajuæi krvnik ubija siromaha i ubogoga; a noæu je kao lupež.
15 Horkarlens Øje lurer paa Skumring, han tænker: »Intet Øje kan se mig!« og skjuler sit Ansigt under en Maske.
I oko kurvarovo pazi na sumrak govoreæi: da me oko ne vidi. I sakriva lice.
16 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
Prokopavaju po mraku kuæe, koje obdan sebi zabilježe; ne znaju za svjetlost.
17 For dem er Mørket Morgen, thi de er kendt med Mørkets Rædsler.
Jer je zora njima svjema sjen smrtni; ako ih ko pozna, strah ih je sjena smrtnoga.
18 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke paa Vejen til Vingaarden.
Brzi su kao povrh vode, proklet je dio njihov na zemlji; neæe vidjeti puta vinogradskoga.
Kao što suša i vruæina grabi vode šnježne, tako grob grješnike. (Sheol h7585)
20 Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
Zaboravlja ih utroba materina, slatki su crvima, ne spominju se više; kao drvo skršiæe se nepravednik.
21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
Združuje s njim nerotkinju koja ne raða, i udovici ne èini dobra.
22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han staar op og er ikke tryg paa sit Liv,
Grabi jake svojom silom; ostane li koji, ne uzda se u život svoj.
23 han styrtes uden Haab og Støtte, og paa hans Veje er idel Nød.
Da mu Bog u što æe se pouzdati; ali oèi njegove paze na njihove pute.
24 Hans Storhed er stakket, saa er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
Uzvise se za malo, pa ih nema; padaju i ginu kao svi drugi, i kao vrh od klasa otsijecaju se.
25 Og hvis ikke — hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
Nije li tako? ko æe me utjerati u laž i obratiti u ništa rijeèi moje?
