Esajas 33

1 Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skaanet for Ran! Naar dit Hærværk er endt, skal du hærges, naar din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig!

2 HERRE, vær os naadig, vi bier paa dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund!

3 For Bulderet maa Folkeslag fly; naar du rejser dig, splittes Folkene.

4 Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme.

5 Ophøjet er HERREN, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd.

6 Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, HERRENS Frygt er din Skat.

7 Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert;

8 Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke.

9 Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.

10 Nu staar jeg op, siger HERREN, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem!

11 I undfanger Straa og føder Halm, eders Aande er Ild, der fortærer jer selv;

12 til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i Ild.

13 Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min Vælde.

14 Paa Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: »Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Baal?«

15 Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave, tilstopper Øret over for Blodraad og lukker Øjnene over for det onde —

16 højt skal en saadan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han faar sit Brød, og Vand er ham sikret.

17 Dine Øjne faar Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et vidtstrakt Land.

18 Dit Hjerte skal tænke paa Rædselen: »Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte Taarnene?«

19 Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforstaaeligt Maal, med stammende, ufattelig Tunge.

20 Se paa Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig rykkes op, hvis Snore ej rives over.

21 Nej, der træder HERRENS Bæk for os i Floders og brede Strømmes Sted; der kan ej Aareskib gaa, ej vældigt Langskib sejle.

22 Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Hersker, HERREN er vor Konge, han bringer os Frelse.

23 Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Raaen og spænder ej Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i Rovet.

24 Ingen Indbygger siger: »Jeg er syg!« Folket der har sin Synd forladt.