< Hoseas 10 >

1 En frodig Vinstok var Israel, som bar sin Frugt, jo flere Frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere Støtter. 2 Deres Hjerte var glat, saa lad dem da bøde! Han skal slaa Altrene ned, lægge Støtterne øde. 3 De siger jo nu: »Vi har ingen Konge; thi HERREN frygter vi ej; en Konge, hvad gavner han os?« 4 Med Ord slaar de om sig, gør Mened og indgaar Forbund, saa Ret bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer. 5 For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi den bortføres fra dem; 6 som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud. 7 Samarias Konge slettes som Skum paa Vandets Flade. 8 Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og paa deres Altre skal Torn og Tidsel gro. De siger til Bjergene: »Skjul os!« til Højene: »Fald ned over os!« 9 Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man: »Krig skal ej naa os!« Men jeg kom over de Niddinger, revsede dem; 10 Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde. 11 En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Aaget lagde jeg selv paa dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda for Harven. 12 Saa eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder Kundskabs Nyjord og søg saa HERREN, til Retfærds Frugt bliver eder til Del. 13 I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens Frugt. Fordi du slaar Lid til dine Vogne og mange Helte, 14 skal Kampgny staa i dine Byer og alle dine Borge. De skal ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel paa Stridens Dag. Moder skal knuses hos Børn. 15 Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels Konge ved Morgengry gøres til intet.

< Hoseas 10 >