Salme 59
1 Til Sangmesteren; „fordærv ikke‟; af David; „et gyldent Smykke‟; der Saul sendte hen, og de toge Vare paa Huset for at slaa ham ihjel.
In finem, Ne disperdas, David in tituli inscriptionem, quando misit Saul, et custodivit domum eius, ut eum interficeret. Eripe me de inimicis meis Deus meus: et ab insurgentibus in me libera me.
2 Min Gud! fri mig fra mine Fjender, sæt mig paa et højt Sted imod dem, som staa op imod mig.
Eripe me de operantibus iniquitatem: et de viris sanguinum salva me.
3 Fri mig fra dem, som gøre Uret, og frels mig fra blodgerrige Mænd!
Quia ecce ceperunt animam meam: irruerunt in me fortes.
4 Thi se, de lure efter min Sjæl, de stærke holde sammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o Herre!
Neque iniquitas mea, neque peccatum meum Domine: sine iniquitate cucurri, et direxi.
5 Uden min Skyld storme de frem og stille sig op; vaagn op at møde mig og se til!
Exurge in occursum meum, et vide: et tu Domine Deus virtutum, Deus Israel, Intende ad visitandas omnes gentes: non miserearis omnibus, qui operantur iniquitatem.
6 Ja, du, Herre, Gud Zebaoth! Israels Gud, vaagn op at hjemsøge alle Hedningerne! vær ingen naadig af alle de troløse Niddinger! (Sela)
Convertentur ad vesperam: et famem patientur ut canes, et circuibunt civitatem.
7 De komme igen imod Aftenen, de tude som Hunde og løbe omkring i Staden.
Ecce loquentur in ore suo, et gladius in labiis eorum: quoniam quis audivit?
8 Se, de udgyde Ord af deres Mund, der er Sværd paa deres Læber; thi „hvo hører det?‟
Et tu Domine deridebis eos: ad nihilum deduces omnes Gentes.
9 Men du, Herre! du ler ad dem, du spotter alle Hedningerne.
Fortitudinem meam ad te custodiam, quia Deus susceptor meus es:
10 Imod hans Styrke vil jeg vogte paa dig, thi Gud er min Befæstning.
Deus meus misericordia eius præveniet me.
11 Gud, som beviser mig Miskundhed, skal komme mig i Møde; Gud skal lade mig se med Lyst paa mine Fjender.
Deus ostendet mihi super inimicos meos, ne occidas eos: nequando obliviscantur populi mei. Disperge illos in virtute tua: et depone eos protector meus Domine:
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk ikke skal glemme det; lad dem vanke hid og did for din Magt, og lad dem styrte, Herre, vort Skjold.
Delictum oris eorum, sermonem labiorum ipsorum: et comprehendantur in superbia sua. Et de execratione et mendacio annuntiabuntur
13 Deres Læbers Ord er Synd i deres Mund; lad dem gribes i deres Hovmod og for den Forbandelse og Løgn, som de udsige.
in consummatione: in ira consummationis, et non erunt. Et scient quia Deus dominabitur Iacob: et finium terræ.
14 Gør Ende paa dem i din Vrede, gør Ende paa dem, at de ikke ere mere til; og de skulle vide, at Gud er den, som hersker i Jakob indtil Jordens Ender. (Sela)
Convertentur ad vesperam, et famem patientur ut canes: et circuibunt civitatem.
15 Og de skulle komme igen om Aftenen, tude som Hunde og løbe omkring i Staden.
Ipsi dispergentur ad manducandum: si vero non fuerint saturati, et murmurabunt.
16 De skulle vanke hid og did efter Føde og overnatte, uden at de blive mætte.
Ego autem cantabo fortitudinem tuam: et exultabo mane misericordiam tuam. Quia factus es susceptor meus, et refugium meum, in die tribulationis meæ.
17 Men jeg vil synge om din Styrke, jeg vil synge med Fryd om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Befæstning og en Tilflugt paa min Nøds Dag. Min Styrke! for dig vil jeg synge, thi Gud er min Befæstning, Gud, som beviser mig Miskundhed.
Adiutor meus tibi psallam, quia Deus susceptor meus es: Deus meus misericordia mea.
