Salme 147

1 Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.

Alleluya. Herie ye the Lord, for the salm is good; heriyng be myrie, and fair to oure God.

2 Herren bygger Jerusalem, han samler de fordrevne af Israel.

The Lord schal bilde Jerusalem; and schal gadere togidere the scateryngis of Israel.

3 Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.

Which Lord makith hool men contrit in herte; and byndith togidere the sorewes of hem.

4 Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn.

Which noumbrith the multitude of sterris; and clepith names to alle tho.

5 Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.

Oure Lord is greet, and his vertu is greet; and of his wisdom is no noumbre.

6 Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden.

The Lord takith vp mylde men; forsothe he makith low synneris `til to the erthe.

7 Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe;

Bifore synge ye to the Lord in knoulechyng; seye ye salm to oure God in an harpe.

8 ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene;

Which hilith heuene with cloudis; and makith redi reyn to the erthe. Which bryngith forth hei in hillis; and eerbe to the seruice of men.

9 ham, som giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.

Which yyueth mete to her werk beestis; and to the briddys of crowis clepinge hym.

10 Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben.

He schal not haue wille in the strengthe of an hors; nether it schal be wel plesaunt to hym in the leggis of a man.

11 Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.

It is wel plesaunt to the Lord on men that dreden hym; and in hem that hopen on his mercy.

12 O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud.

Jerusalem, herie thou the Lord; Syon, herie thou thi God.

13 Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte.

For he hath coumfortid the lockis of thi yatis; he hath blessid thi sones in thee.

14 Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.

Which hath set thi coostis pees; and fillith thee with the fatnesse of wheete.

15 Han sender sit Ord til Jorden, hans Beføling løber saare hastelig.

Which sendith out his speche to the erthe; his word renneth swiftli.

16 Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske.

Which yyueth snow as wolle; spredith abrood a cloude as aische.

17 Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde?

He sendith his cristal as mussels; who schal suffre bifore the face of his cooldnesse?

18 Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen.

He schal sende out his word, and schal melte tho; his spirit schal blowe, and watris schulen flowe.

19 Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.

Which tellith his word to Jacob; and hise riytfulnessis and domes to Israel.

20 Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!

He dide not so to ech nacioun; and he schewide not hise domes to hem.