Salme 142

1 En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

A maskil of David, while he was in the cave, a prayer. Loudly I cry to the Lord: to the Lord plead loudly for mercy,

2 Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

I pour my complaint before him, I tell my troubles to him.

3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

When my spirit is faint within me, my path is known to you. In the way I am wont to walk in, they have hidden a trap for me.

4 Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

I look to the right and the left; but not a friend have I. No place of refuge is left me, not a man to care for me.

5 Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

So I cry to you, O Lord: I say, ‘My refuge are you, all I have in the land of the living.’

6 Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

Attend to my piercing cry, for very weak am I. Save me from those who pursue me, for they are too strong for me.

7 Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.

Free me from prison, that I may give thanks to your name, for the righteous are patiently waiting till you show your bounty to me.