Salme 139
1 Herre! du har ransaget mig og kender mig.
In finem, Psalmus David. Domine probasti me, et cognovisti me:
2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
tu cognovisti sessionem meam, et resurrectionem meam.
3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
Intellexisti cogitationes meas de longe: semitam meam, et funiculum meum investigasti.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
Et omnes vias meas prævidisti: quia non est sermo in lingua mea.
5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
Ecce Domine tu cognovisti omnia novissima, et antiqua: tu formasti me, et posuisti super me manum tuam.
6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
Mirabilis facta est scientia tua ex me: confortata est, et non potero ad eam.
7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Quo ibo a Spiritu tuo? et quo a facie tua fugiam?
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
Si ascendero in cælum, tu illic es: si descendero in infernum, ades. (Sheol h7585)
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
Si sumpsero pennas meas diluculo, et habitavero in extremis maris:
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
Etenim illuc manus tua deducet me: et tenebit me dextera tua.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
Et dixi: Forsitan tenebræ conculcabunt me: et nox illuminatio mea in deliciis meis.
12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
Quia tenebræ non obscurabuntur a te, et nox sicut dies illuminabitur: sicut tenebræ eius, ita et lumen eius.
13 Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
Quia tu possedisti renes meos: suscepisti me de utero matris meæ.
14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
Confitebor tibi quia terribiliter magnificatus es: mirabilia opera tua, et anima mea cognoscit nimis.
15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
Non est occultatum os meum a te, quod fecisti in occulto: et substantia mea in inferioribus terræ.
16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
Imperfectum meum viderunt oculi tui, et in libro tuo omnes scribentur: dies formabuntur, et nemo in eis.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
Mihi autem nimis honorificati sunt amici tui, Deus: nimis confortatus est principatus eorum.
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
Dinumerabo eos, et super arenam multiplicabuntur: exurrexi, et adhuc sum tecum.
19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
Si occideris Deus peccatores: viri sanguinum declinate a me:
20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
Quia dicitis in cogitatione: accipient in vanitate civitates tuas.
21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
Nonne qui oderunt te Domine, oderam: et super inimicos tuos tabescebam?
22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
Perfecto odio oderam illos: et inimici facti sunt mihi.
23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
Proba me Deus, et scito cor meum: interroga me, et cognosce semitas meas.
24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
Et vide, si via iniquitatis in me est: et deduc me in via æterna.
