Salme 139

1 Herre! du har ransaget mig og kender mig.

[Psalm lal David] LEUM GOD, kom liyeyu ac eteyu.

2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.

Kom etu ma nukewa nga oru; Kom ne muta loes likiyu, kom etu nunak luk nukewa.

3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.

Kom liyeyu lah nga orekma, ku nga mongla; Kom etu mukuikui luk nukewa.

4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.

Meet liki na nga kaskas, Kom etu tari lah mea nga ac fahk.

5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.

Kom apinyula ke siska nukewa, Kom karinginyu ke ku lom.

6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.

Etu lom keik uh arulana yohk, Yohk liki ma nga ku in kalem kac.

7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?

Nga ac som nu ya in kaingla liki kom? Nga ac kaing nu ya liki ye motom?

8 Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)

Nga fin som nu inkusrao, kom oasr we; Nga fin ona infulan misa, kom oasr pac we. (Sheol h7585)

9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,

Nga finne sokla loesla liki kutulap, Ku muta yen loeslana nu roto,

10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.

Kom ac oasr pac we in pwenyu, Kom ac oasr pa ingo in kasreyu.

11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.

Nga ku in siyuk lohsr uh in wikinyula Ku kalem su rauniyula in ekla nu ke fong,

12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.

Tusruktu, lohsr uh el tia lohsr nu sum, Ac fong uh arulana kalem nu sum, oana len. Lohsr ac kalem oana sie nu sum.

13 Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.

Kom lumahla ip nukewa ke monuk; Kom oakiyuwi insien nina kiuk.

14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.

Nga kaksakin kom mweyen fal mwet uh in sangeng sum. Ma nukewa kom oru, usrnguk ac wolana, Nga etu ouinge ke insiuk nufon.

15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.

Ke mutawauk in lumweyuk sri keik uh, Ac oakiyuki wo insien nina kiuk, Ke nga kapkapak ingo in lukma, Kom nuna etu lah nga oasr we.

16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.

Kom tuh liyeyu meet liki nga isusla. Pisen len ma oakiyuki nu sik tuh nga in moul Simla tari in book nutum Meet liki na kais sie ma inge mutawauk.

17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!

O God, arulana pus nunak lom, Ac arulana upa nu sik in kalem kac.

18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.

Nga fin oek, pisalos ac pus liki puk uh. Ke nga ngutalik, nga srakna muta yurum.

19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.

O God, nga kena tuh kom in uniya mwet koluk! Nga arulana kena tuh mwet sulallal in fahsr likiyu.

20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.

Elos fahk ma koluk keim; Elos fahk kas na koluk lain Inem.

21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?

O LEUM GOD, nga arulana srungalos su srungakom! Nga kwaselos su tuyak lain Kom.

22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.

Nga srungalos na pwaye; Nga oakalos mwet lokoalok luk.

23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!

Liyeyu, O God, ac etu insiuk; Srikeyu, ac konauk nunak luk.

24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!

Suk lah oasr kutena ma sufal in nga Ac kolyu ke inkanek kawil nu tok.