< Salme 137 >

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.
An den Flüssen Babels da saßen wir; wir weinten auch, wenn wir Zions gedachten.
2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.
An die Weiden in seiner Mitte hingen wir unsere Harfen.
3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟
Da baten uns, die uns gefangen hielten, um die Worte eines Liedes, die so uns quälten, um Fröhlichkeit: Singt uns von dem Liede Zions.
4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?
Wie sollten wir das Lied Jehovahs singen auf dem Boden des Auslandes.
5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!
So ich deiner vergäße, Jerusalem, so soll vergessen meine Rechte.
6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.
So soll kleben meine Zunge an meinem Gaumen, so ich dein nicht gedenke, so ich nicht erhebe Jerusalem über das Höchste meiner Fröhlichkeit.
7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟
Gedenke Du, Jehovah, der Söhne Edoms am Tag Jerusalems, da sie sprachen: Entblößt, entblößt sie bis auf die Gründe darin!
8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.
Tochter Babels, der verheerten, selig der dir entrichtet nach der Erwiderung, die du uns erwidert hast.
9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.
Selig der, der deine Kindlein ergreift und sie zerschmettert an der Felsenklippe.

< Salme 137 >