Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

By the waters of Babylon there we sat, and we wept at the thought of Zion.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

There on the poplars we hung our harps.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

For there our captors called for a song: our tormentors, rejoicing, saying: ‘Sing us one of the songs of Zion.’

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

How can we sing the Lord’s song in the foreigner’s land?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

If I forget you, Jerusalem, may my right hand wither.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

May my tongue stick to the roof of my mouth, if I am unmindful of you, or don’t set Jerusalem above my chief joy.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Remember the Edomites, Lord, the day of Jerusalem’s fall, when they said, ‘Lay her bare, lay her bare, right down to her very foundation.’

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Babylon, despoiler, happy are those who pay you back for all you have done to us.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Happy are they who seize and dash your children against the rocks.