Salme 132

1 Herre! kom David i Hu for alle hans Lidelser,

Ein song til høgtidsferderne. Herre, kom i hug for David all hans møda!

2 ham, som tilsvor Herren og lovede Jakobs mægtige:

Han som svor for Herren, lova Jakobs velduge:

3 „Jeg vil ikke gaa ind i mit Hus's Telt, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leje;

«Ikkje gjeng eg inn i mitt heimetjeld, ikkje stig eg upp på lega i mi seng,

4 jeg vil ikke lade mine Øjne sove, eller mine Øjenlaage blunde,

ikkje unner eg augo svevn, ikkje augneloki ein blund,

5 førend jeg finder et Sted for Herren, en Bolig for Jakobs mægtige.‟

fyrr eg finn ein stad for Herren, ein bustad for Jakobs velduge.»

6 Se, vi hørte om den i Efrata; vi fandt den paa Jaars Mark.

Sjå, me høyrde um henne i Efrata, so fann me henne i skogbygdi.

7 Vi ville gaa ind i hans Bolig, vi ville tilbede for hans Fødders Fodskammel.

Lat oss ganga til hans bustad, lat oss tilbeda for hans fotskammel!

8 Herre! staa op til din Hvile, du og din Magts Ark.

Statt upp, Herre, og kom til din kvilestad, du og ditt veldes kista!

9 Lad dine Præster klæde sig med Retfærdighed og dine hellige synge med Fryd.

Prestarne dine klæde seg i rettferd, og dine trugne ropa med fagnad!

10 For David, din Tjeners Skyld, forskyd ikke din Salvedes Ansigt!

For David, din tenars skuld vis ikkje frå deg åsyni åt den du hev salva!

11 Herren tilsvor David den Sandhed, fra hvilken han ikke vilde vige: „Af dit Livs Frugt vil jeg sætte en Mand paa din Trone.‟

Herren hev svore David ein sann eid, den gjeng han ikkje ifrå: «Av di livsfrukt vil eg setja kongar på din stol.

12 Dersom dine Børn holde min Pagt og mine Vidnesbyrd, som jeg vil lære dem, da skulle og deres Børn altid sidde paa din Trone.

Dersom dine søner held mi pakt og mine vitnemål som eg skal læra deim, so skal og deira søner æveleg og alltid sitja på din kongsstol.»

13 Thi Herren har udvalgt Zion, han har begæret sig den til Bolig:

For Herren hev valt seg Sion, han ynskte det til sin bustad:

14 „Den er min Hvile altid, her vil jeg bo; thi jeg har begæret den.

«Dette er min kvilestad for all tid, her vil eg bu, for det hev eg ynskt.

15 Jeg vil velsigne Spisen der, jeg vil mætte de fattige der med Brød.

Maten her vil eg rikleg signa, dei fatige vil eg metta med brød,

16 Og jeg vil klæde dens Præster med Salighed, og dens hellige skulle synge med Fryd.

og prestarne vil eg klæda med frelsa, og dei gudlege skal ropa høgt av fagnad.

17 Der vil jeg lade et Horn opvokse for David; jeg har beredt en Lampe for min Salvede.

Der vil eg lata veksa upp eit horn for David, der hev eg stelt til ei lampa for den eg hev salva.

18 Hans Fjender vil jeg klæde i Skam, men paa ham skal hans Krone blomstre.

Hans fiendar vil eg klæda med skam, men yver honom skal hans kruna stråla.»