< Job 41 >

1 Kan du trække Leviathan op med en Krog? eller drage dens Tunge med en Snor, du lader synke ned?
An extrahere poteris Leviathan hamo, et fune ligabis linguam ejus?
2 Kan du sætte et Sivreb i dens Næse eller gennembore dens Kæber med en Krog?
Numquid pones circulum in naribus ejus, aut armilla perforabis maxillam ejus?
3 Mon den vil gøre mange ydmyge Begæringer til dig eller tale milde Ord for dig?
Numquid multiplicabit ad te preces, aut loquetur tibi mollia?
4 Mon den vil gøre en Pagt med dig, at du kan tage den til Tjener evindelig?
Numquid feriet tecum pactum, et accipies eum servum sempiternum?
5 Kan du lege med den som med en Fugl? eller binde den fast, til Morskab for dine Smaapiger?
Numquid illudes ei quasi avi, aut ligabis eum ancillis tuis?
6 Skulle Deltagerne vel drive Handel med den? skulle de dele den ud iblandt Købmænd?
Concident eum amici? divident illum negotiatores?
7 Kan du fylde dens Hud med Spyd, dens Hoved med Harpuner?
Numquid implebis sagenas pelle ejus, et gurgustium piscium capite illius?
8 Læg din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og ikke gøre det mere.
Pone super eum manum tuam: memento belli, nec ultra addas loqui.
9 Se, Haabet derom slaar fejl; styrter man ikke ned endog kun ved Synet af den?
Ecce spes ejus frustrabitur eum, et videntibus cunctis præcipitabitur.]
10 Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt?
[Non quasi crudelis suscitabo eum: quis enim resistere potest vultui meo?
11 — Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit —
Quis ante dedit mihi, ut reddam ei? omnia quæ sub cælo sunt, mea sunt.
12 jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens Styrkes Beskaffenhed og dens Legemsbygnings Yndelighed.
Non parcam ei, et verbis potentibus, et ad deprecandum compositis.
13 Hvo har afklædt den dens ydre Bedækning? hvo tør komme ind imellem dens dobbelte Tandrækker?
Quis revelabit faciem indumenti ejus? et in medium oris ejus quis intrabit?
14 Hvo har opladt dens Ansigts Døre? omkring dens Tænder er der Rædsel.
Portas vultus ejus quis aperiet? per gyrum dentium ejus formido.
15 Dens Skjoldes Rande ere prægtige, lukkede som med et tæt Segl.
Corpus illius quasi scuta fusilia, compactum squamis se prementibus.
16 Den ene er saa nær ved den anden, at der ikke kan komme Vejr ind imellem dem.
Una uni conjungitur, et ne spiraculum quidem incedit per eas.
17 Den ene hænger fast ved den anden; de gribe i hverandre og adskilles ikke.
Una alteri adhærebit, et tenentes se nequaquam separabuntur.
18 Dens Nysen lader Lys skinne, og dens Øjne ere som Morgenrødens Øjenlaage.
Sternutatio ejus splendor ignis, et oculi ejus ut palpebræ diluculi.
19 Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud.
De ore ejus lampades procedunt, sicut tædæ ignis accensæ.
20 Af dens Næsebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel.
De naribus ejus procedit fumus, sicut ollæ succensæ atque ferventis.
21 Dens Aande kan stikke Ild i Kul, og en Lue gaar ud af dens Mund.
Halitus ejus prunas ardere facit, et flamma de ore ejus egreditur.
22 Paa dens Hals hviler Styrke, og Angest hopper foran den.
In collo ejus morabitur fortitudo, et faciem ejus præcedit egestas.
23 Dens Køds Stykker hænge fast sammen; det er som støbt paa den, det kan ikke bevæges.
Membra carnium ejus cohærentia sibi: mittet contra eum fulmina, et ad locum alium non ferentur.
24 Dens Hjerte er støbt fast som Sten, ja, støbt fast som den nederste Møllesten.
Cor ejus indurabitur tamquam lapis, et stringetur quasi malleatoris incus.
25 Naar den farer op, grue de stærke; af Angest forfejle de Maalet.
Cum sublatus fuerit, timebunt angeli, et territi purgabuntur.
26 Angriber nogen den med Sværd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Lanse.
Cum apprehenderit eum gladius, subsistere non poterit, neque hasta, neque thorax:
27 Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.
reputabit enim quasi paleas ferrum, et quasi lignum putridum æs.
28 Ingen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene blive for den som Avner.
Non fugabit eum vir sagittarius: in stipulam versi sunt ei lapides fundæ.
29 Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind.
Quasi stipulam æstimabit malleum, et deridebit vibrantem hastam.
30 Under den ere skarpe Skæl, og det er, som den drager en Tærskeslæde hen over Dyndet.
Sub ipso erunt radii solis, et sternet sibi aurum quasi lutum.
31 Dybet syder som en Gryde; den gør Havet som en Salvekedel.
Fervescere faciet quasi ollam profundum mare, et ponet quasi cum unguenta bulliunt.
32 Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret.
Post eum lucebit semita: æstimabit abyssum quasi senescentem.
33 Der er ingen, som kat? lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at være uden Frygt.
Non est super terram potestas quæ comparetur ei, qui factus est ut nullum timeret.
34 Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr.
Omne sublime videt: ipse est rex super universos filios superbiæ.]

< Job 41 >