Job 30

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

Fa ankehitriny kosa dia mihomehy ahy na dia izay tokon-jandriko aza, dia zanak’ ireo izay nolaviko tsy ho isan’ ny amboa miandry ny ondriko akory aza.

2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

Eny, mampaninona ahy ny herin’ ny tànan’ ireo. Izay efa very fahatanjahana?

3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

Manjenjena noho ny tsi-fisian-kanina sy ny mosary izy; Homankomana foana any an-tany karankaina izy, dia eo an-katoky ny loza sy ny fandringanana.

4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

Mitsongo anambodihena eo amin’ ny kirihitrala izy, ary ny fakan’ ny anjavidy no fihinany.

5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

Roahina tsy ho eo amin’ ny olona izy sady akoraina toy ny mpangalatra.

6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

Any an-dohasaha mahatsiravina no tsy maintsy itoerany, dia ao an-dava-tany sy an-dava-bato.

7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

Minananana eny amin’ ny kirihitrala izy ary mitangorona eo ambanin’ ny amiana.

8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

Zanaky ny adala izy sady zanaky ny tsy manan-kaja, ka roahina tsy ho eo amin’ ny tany.

9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

Ary ankehitriny efa ataony an-kira aho. Eny, efa ambentinteniny aho.

10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

Ataony toy ny zava-betaveta aho ka halaviriny, ary tsy menatra handrora ny tavako izy.

11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

Fa noketrahin’ Andriamanitra ny kofehiko, ka nampietreny aho; Ka dia mba nesorin’ iretsy kosa teo anatrehako ny lamboridiny.

12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

Misy androvolahy mitsangana eo ankavanako; Manosika ny tongotro hiala izy ary manandratra tovon-tany hampidirany loza amiko.

13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

Mandrava ny lalako sy manararaotra ny andravana ahy izy, nefa ny tenany tsy manan-kamonjy,

14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

Toy ny fiditra eo amin’ ny banga lehibe no fihaviny, ka avy ao amin’ ny voarava no imaonany.

15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

Voatodika hamely ahy ny fampitahorana: Manenjika ny voninahitro tahaka ny rivotra izy, ka levona tahaka ny rahona ny famonjena ahy

16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

Ary ankehitriny, raraka ato anatiko ny fanahiko. Fenjàn’ ny andro fahoriana aho.

17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

Ny alina mampahalò ny taolako ho afaka amiko, ary tsy mitsahatra ireo manotahota ahy ireo.

18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

Noho ny haben’ ny hery dia tonga tsy antonona ny akanjoko, manenda ahy tahaka ny vozon-dobaka izany.

19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

Eny, nanary ahy teo amin’ ny fotaka Izy, ka efa tahaka ny vovoka sy ny lavenona aho

20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

Mitaraina aminao aho, nefa tsy mihaino ahy Hianao; Mijoro eo aho, nefa ierenao foana.

21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

Efa manjary lozabe amiko Hianao; Ny herin’ ny tananao no andrafianao ahy.

22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

Aingainao ho eny amin’ ny rivotra aho ka alefanao handeha, ary levoninao amin’ ny tafio-drivotra mifofofofo ho tsinontsinona aho.

23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

Fa fantatro fa hampodinao any amin’ ny fahafatesana aho, dia any amin’ ny trano fivorian’ ny olombelona rehetra.

24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

Kanefa tsy manainga ny tànany va ny olona, raha ianjeran’ ny rava? Ary tsy mitaraina va izy, raha tratry ny loza?

25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

Tsy nitomany ny ory va aho? Tsy nangorakoraka ny malahelo va ny fanahiko?

26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

Fa niandry ny soa aho, kanjo tonga ny ratsy; Ary nanantena ny mazava aho, kanjo avy ny maizina.

27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

Nandevilevy ny tsinaiko ka tsy nanam-pitsaharana; Nitsena ahy ny andro fahoriana.

28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

Mitsaitsaika mitafy lamba fisaonana aho sady tsy mahita masoandro; Mitsangana aho ka mitaraina eo ampivorian’ ny olona.

29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

Rahalahin’ ny amboadia aho Ary naman’ ny ostritsa.

30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

Efa mainty ny hoditro sady miendakendaka, ary efa karankaina noho ny hafanana ny taolako.

31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

Nanjary fisaonana ny lokangako. Ary feon’ ny mitomany ny sodiko.