< Job 29 >

1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Job resumed speaking and said,
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
“Oh, that I were as I was in the past months when God cared for me,
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
when his lamp shined on my head, and when I walked through darkness by his light.
4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
Oh, that I were as I was in the ripeness of my days when the friendship of God was on my tent,
5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
when the Almighty was yet with me, and my children were around me,
6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
when my way was covered with cream, and the rock poured out for me streams of oil!
7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
When I went out to the city gate, when I sat in my place in the city square,
8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
the young men saw me and kept their distance from me in respect, and the aged people rose and stood for me.
9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
The princes used to refrain from talking when I came; they would lay their hand on their mouths.
10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
The voices of the noblemen were hushed, and their tongue clung to the roof of their mouths.
11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
For after their ears heard me, they would then bless me; after their eyes saw me, they would then give witness to me and approve of me
12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
because I rescued the one who was poor when he cried out, and the one who had no father when he had no one to help him.
13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
The blessing of him who was about to perish came on me; I caused the widow's heart to sing for joy.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
I put on righteousness, and it clothed me; my justice was like a robe and a turban.
15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
I was eyes to blind people; I was feet to lame people.
16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
I was a father to needy people; I would examine the case even of one whom I did not know.
17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
I broke the jaws of the unrighteous man; I plucked the victim out from between his teeth.
18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
Then I said, 'I will die in my nest; I will multiply my days like the grains of sand.
19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
My roots are spread out to the waters, and dew lies all night on my branches.
20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
The honor in me is always fresh, and the bow of my strength is always new in my hand.'
21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
To me men listened; they waited for me; they stayed silent to hear my advice.
22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
After my words were done, they did not speak again; my speech dropped like water on them.
23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
They always waited for me as they waited for rain; they opened their mouth wide to drink in my words, as they would do for the latter rain.
24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
I smiled on them when they did not expect it; they did not reject the light of my face.
25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
I selected their way and sat as their chief; I lived like a king in his army, like one who comforts mourners.

< Job 29 >