Job 13

1 Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.

Eto, sve je to vidjelo oko moje, èulo uho moje, i razumjelo.

2 Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.

Što vi znate, znam i ja, nijesam gori od vas.

3 Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.

Ipak bih govorio sa svemoguæim, i rad sam s Bogom pravdati se.

4 Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.

Jer vi izmišljate laži, svi ste zaludni ljekari.

5 Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!

O da biste sasvijem muèali! bili biste mudri.

6 Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.

Èujte moj odgovor, i slušajte razloge usta mojih.

7 Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?

Treba li da govorite za Boga nepravdu ili prijevaru da govorite za nj?

8 Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?

Treba li da mu gledate ko je? treba li da se prepirete za Boga?

9 Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?

Hoæe li biti dobro kad vas stane ispitivati? hoæete li ga prevariti kao što se vara èovjek?

10 Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.

Zaista æe vas karati, ako tajno uzgledate ko je.

11 Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?

Velièanstvo njegovo neæe li vas uplašiti? i strah njegov neæe li vas popasti?

12 Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.

Spomeni su vaši kao pepeo, i vaše visine kao gomile blata.

13 Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!

Muèite i pustite me da ja govorim, pa neka me snaðe šta mu drago.

14 Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.

Zašto bih kidao meso svoje svojim zubima i dušu svoju metao u svoje ruke?

15 Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!

Gle, da me i ubije, opet æu se uzdati u nj, ali æu braniti putove svoje pred njim.

16 Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!

I on æe mi biti spasenje, jer licemjer neæe izaæi preda nj.

17 Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.

Slušajte dobro besjedu moju, i neka vam uðe u uši što æu iskazati.

18 Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.

Evo, spremio sam parbu svoju, znam da æu biti prav.

19 Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.

Ko æe se preti sa mnom? da sad umuknem, izdahnuo bih.

20 Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:

Samo dvoje nemoj mi uèiniti, pa se neæu kriti od lica tvojega.

21 Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!

Ukloni ruku svoju od mene, i strah tvoj da me ne straši.

22 Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!

Potom zovi me, i ja æu odgovarati; ili ja da govorim, a ti mi odgovaraj.

23 Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!

Koliko je bezakonja i grijeha mojih? pokaži mi prijestup moj i grijeh moj.

24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?

Zašto sakrivaš lice svoje i držiš me za neprijatelja svojega?

25 Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?

Hoæeš li skršiti list koji nosi vjetar, ili æeš goniti suhu slamku,

26 Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.

Kad mi pišeš grèine i daješ mi u našljedstvo grijehe mladosti moje,

27 Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,

I meæeš noge moje u klade, i paziš na sve staze moje i ideš za mnom ustopce?

28 skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.

A on se raspada kao trulina, kao haljina koju jede moljac.