Esajas 32

1 Se, med Retfærdighed skal en Konge regere, og efter Ret skulle Fyrsterne styre.

Evo, car æe carovati pravo i knezovi æe vladati po pravdi.

2 Og enhver af dem skal være som Skjul imod Vejr og Ly imod Vandskyl, som Vandbække paa et tørt Sted og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.

I èovjek æe biti kao zaklon od vjetra, i kao utoèište od poplave, kao potoci na suhu mjestu, kao sjen od velike stijene u zemlji sasušenoj.

3 Og de seendes Øjne skulle ikke være blændede, og de hørendes Øren skulle give Agt.

I oèi onijeh koji vide neæe biti zaslijepljene, i uši onijeh koji èuju slušaæe.

4 Og de ubesindiges Hjerte skal forstaa Kundskab; og de stammendes Tunge skal haste til at tale forstaaelige Ord.

I srce nerazumnijeh razumjeæe mudrost, i jezik mutavijeh govoriæe brzo i razgovijetno.

5 En Daare skal ikke ydermere kaldes ædel og en karrig ej kaldes rig.

Nevaljalac se neæe više zvati knez, niti æe se tvrdica nazivati podašnijem.

6 Thi en Daare taler Daarlighed, og hans Hjerte gør Uret for at øve Ugudelighed og for at tale Usandhed imod Herren, for at lade en hungrig Sjæl forblive tom og lade en tørstig fattes Drik.

Jer nevaljalac o nevaljalstvu govori, i srce njegovo gradi bezakonje, radeæi licemjerno i govoreæi na Boga laž, da isprazni dušu gladnomu i napoj žednomu da uzme.

7 Og den karrige bruger slette Midler; han optænker List for at berede de elendige Fordærvelse med falske Ord, og det, naar den fattige taler sin Sag.

I sprave tvrdièine zle su; smišlja lukavštine da zatre nište rijeèima lažnijem i kad siromah govori pravo.

8 Men den ædle tænker paa ædle Ting, han skal bestaa ved sin ædle Daad.

Ali knez smišlja kneževski, i ustaje da radi kneževski.

9 I Kvinder, som ere saa sorgløse, staar op og hører min Røst! I Døtre, som ere saa trygge, vender Øren til min Tale!

Ustanite, žene mirne, slušajte glas moj; kæeri bezbrižne, èujte rijeèi moje.

10 Om Aar og Dag skulle I, som ere trygge, blive urolige; thi det er forbi med Vinhøsten, der kommer ingen Frugtsamling.

Za mnogo godina biæete u smetnji, vi bezbrižne; jer neæe biti berbe, i sabiranje neæe doæi.

11 Vorder forfærdede, I sorgløse! vorder urolige, I trygge! klæd dig af, og blot dig, og bind om Lænderne!

Strašite se, vi mirne; drkæite, vi bezbrižne, svucite se, budite gole, i pripašite oko sebe kostrijet,

12 De skulle slaa sig for Brystet for de yndige Agres, for de frugtbare Vintræers Skyld;

Bijuæi se u prsi za lijepijem njivama, za rodnijem èokotima.

13 der skal opvokse Torne og Tidsler paa mit Folks Mark, ja, over alle Glædens Boliger i den lystige Stad.

Trnje i èkalj niknuæe na zemlji naroda mojega, i po svijem kuæama veselijem, u gradu veselom.

14 Thi Paladserne ere forladte, Stadens Tummel er ophørt; Ofel og Vagttaarnet er blevet til Huler evindelig, Vildæsler til Glæde, Hjorde til Føde,

Jer æe se dvorovi ostaviti, vreve gradske nestaæe; kule i stražare postaæe peæine dovijeka, radost divljim magarcima i paša stadima,

15 indtil Aanden fra det høje udgydes over os, og Ørken bliver til en frugtbar Mark, og den frugtbare Mark agtes som en Skov;

Dokle se ne izlije na nas duh s visine i pustinja postane njiva a njiva se stane uzimati za šumu.

16 og Ret bor i Ørken, og Retfærdighed bliver paa den frugtbare Mark;

Tada æe sud stanovati u pustinji, i pravda æe stajati na njivi.

17 og Retfærdigheds Gerning bliver Fred, og Retfærdighedens Løn bliver Hvile og Tryghed indtil evig Tid;

I mir æe biti djelo pravde, što æe pravda uèiniti biæe pokoj i bezbrižnost dovijeka.

18 og mit Folk bor i Fredens Hytter og i Trygheds Boliger og i stille rolige Steder.

I moj æe narod sjedjeti u mirnu stanu i u šatorima pouzdanijem, na poèivalištima tihim.

19 Men det skal hagle, naar Skoven fældes, og Staden skal nedtrykkes i det lave.

Ali æe grad pasti na šumu, i grad æe se vrlo sniziti.

20 Lyksalige ere I, som saa ved alle Vande, I, som lade Oksen og Æselet frit løbe om!

Blago vama koji sijete pokraj svake vode, i puštate volove i magarce.