2 Samuel 22
1 Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand,
I izgovori David Gospodu rijeèi ove pjesme, kad ga izbavi Gospod iz ruku svijeh neprijatelja njegovijeh i iz ruke Saulove;
2 og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
I reèe: Gospod je moja stijena i grad moj i izbavitelj moj.
3 Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.
Bog je stijena moja, u njega æu se uzdati, štit moj i rog spasenja mojega, zaklon moj i utoèište moje, spasitelj moj, koji me izbavlja od sile.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Prizivljem Gospoda, kojega valja hvaliti, i opraštam se neprijatelja svojih.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
Jer obuzeše me smrtni bolovi, potoci nevaljalijeh ljudi uplašiše me.
Bolovi grobni opkoliše me, stegoše me zamke smrtne. (Sheol h7585)
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren.
U tjeskobi svojoj prizvah Gospoda, i k Bogu svojemu povikah, on èu iz dvora svojega glas moj, i vika moja doðe mu do ušiju.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
Zatrese se i pokoleba se zemlja, temelji nebesima zadrmaše se i pomjeriše se, jer se on razgnjevi.
9 Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham.
Podiže se dim iz nozdara njegovijeh i iz usta njegovijeh oganj koji proždire, živo ugljevlje otskakaše od njega.
10 Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
Savi nebesa i siðe; a mrak bijaše pod nogama njegovijem.
11 Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger.
I sjede na heruvima i poletje, i pokaza se na krilima vjetrnijem.
12 Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer.
Od mraka naèini oko sebe šator, od mraènijeh voda, oblaka vazdušnijeh.
13 Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul.
Od sijevanja pred njim goraše živo ugljevlje.
14 Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst.
Zagrmje s nebesa Gospod, i višnji pusti glas svoj.
15 Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem.
Pusti strijele svoje, i razmetnu ih; munje, i razasu ih.
16 Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust.
Pokazaše se dubine morske, i otkriše se temelji vasiljenoj od prijetnje Gospodnje, od dihanja duha iz nozdara njegovijeh.
17 Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande.
Tada pruži s visine ruku i uhvati me, izvuèe me iz vode velike.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
Izbavi me od neprijatelja mojega silnoga i od mojih nenavidnika, kad bijahu jaèi od mene.
19 De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte.
Ustaše na me u dan nevolje moje, ali mi Gospod bi potpora.
20 Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
I izvede me na prostrano mjesto, izbavi me, jer sam mu mio.
21 Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
Dade mi Gospod po pravdi mojoj, po èistoti ruku mojih dariva me.
22 Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud.
Jer se držah putova Gospodnjih, i ne odmetnuh se Boga svojega.
23 Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke;
Nego su svi zakoni njegovi preda mnom, i zapovijesti njegovijeh ne uklanjam od sebe.
24 men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning.
I bih mu vjeran, i èuvah se od bezakonja svojega.
25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne.
Dade mi Gospod po pravdi mojoj, po èistoti mojoj pred oèima njegovima.
26 Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast.
Sa svetima postupaš sveto, s èovjekom vjernijem vjerno;
27 Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang.
S èistijem èisto postupaš, a s nevaljalijem nasuprot njemu.
28 Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du.
Jer pomažeš narodu nevoljnom, a na ponosite spuštaš oèi svoje i ponižavaš ih.
29 Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar.
Ti si vidjelo moje, Gospode, i Gospod prosvjetljuje tamu moju.
30 Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur.
S tobom razbijam vojsku, s Bogom svojim skaèem preko zida.
31 Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
Put je Božji vjeran, rijeè Gospodnja èista. On je štit svjema koji se uzdaju u nj.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
Jer ko je Bog osim Gospoda? i ko je stijena osim Boga našega?
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment.
Bog je krjepost moja i sila moja, i èini da mi je put bez mane.
34 Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje.
Daje mi noge kao u jelena, i na visine moje stavlja me.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme.
Uèi ruke moje boju, te lome luk mjedeni mišice moje.
36 Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor.
Ti mi daješ štit spasenja svojega, i milost tvoja èini me velika.
37 Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke.
Širiš korake moje poda mnom, te se ne omièu gležnji moji.
38 Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem.
Tjeram neprijatelje svoje, i potirem ih, i ne vraæam se dokle ih ne istrijebim.
39 Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder.
I istrebljujem ih, i obaram ih da ne mogu ustati, nego padaju pod noge moje.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig.
Jer me ti opasuješ snagom za boj: koji ustanu na me, obaraš ih poda me.
41 Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem.
Neprijatelja mojih pleæi ti mi obraæaš, i potirem nenavidnike svoje.
42 De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
Obziru se, ali nema pomagaèa: vièu ka Gospodu, ali ih ne sluša.
43 Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned.
Satirem ih kao prah zemaljski, kao blato po ulicama gazim ih i razmeæem.
44 Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
Ti me izbavljaš od bune naroda mojega, èuvaš me da sam glava narodima; narod kojega ne poznavah služi mi.
45 Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig.
Tuðini laskaju mi, èujuæi pokoravaju mi se.
46 Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge.
Tuðini blijede, dršæu u gradovima svojim.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes!
Živ je Gospod, i da je blagoslovena stijena moja. Da se uzvisi Bog, stijena spasenja mojega.
48 Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig,
Bog, koji mi daje osvetu, i pokorava mi narode,
49 og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd.
Koji me izvodi iz neprijatelja mojih, i podiže me nad one koji ustaju na me, i od èovjeka žestoka izbavlja me.
50 Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov.
Toga radi hvalim te, Gospode, po narodima, i pojem imenu tvojemu,
51 Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.
Koji slavno izbavljaš cara svojega, i èiniš milost pomazaniku svojemu Davidu i sjemenu njegovu dovijeka.
