Job 16
1 Hahoi Job ni a pathung teh,
Da tok Job til orde og sa:
2 Hot patet e hno teh, moikapap ka thai toe, nangmouh abuemlae lungpahawinae haiyah thathoenae hrum doeh.
Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.
3 Kahlî lawk teh poutnae ao maw, Hettelah pathung hane bang ni maw na tha a hmei sak.
Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?
4 Ka kangduenae hmuen heh na kangduenae hmuen lah awm pawiteh, kai ni hai na dei awh e hah ka dei thai van han.
Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;
5 Hateiteh, ka pahni ni tha na o sak awh han. Ka pahni dawk hoi lungroumnae lawk ni na lungmathoenae a kahma sak han.
jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.
6 Lawk ka dei nakunghai ka lungmathoenae roum sak thai hoeh. Duem ka o nakunghai bang alânae awm hoeh.
Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?
7 Hateiteh, ama ni na tawn sak teh, ka huikonaw puenghai kingdi sak toe.
Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.
8 Nama ni khakkatek teh, hot ni kai hanelah kapanuekkhaikung lah ao. Ka kamsoenae ni yon na pen teh, hot ni ka minhmai dawk ka panuek khai e lah ao.
Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.
9 A lungkhueknae ni rekrek na sei teh, na hmuhma. A hâkam na kata sin teh, ka taran ni na hmaiet.
Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.
10 Pahni na ang sin awh teh, lungroukatetlah ka tangboung dawk na tambei. Kai na taran hanelah cungtalah a kamkhueng awh.
De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.
11 Cathut ni Cathut banglah ka ngaihoeh naw koe na pâseng, tamikathoutnaw kut dawk na tâkhawng.
Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.
12 Kanawmcalah ka o eiteh, ama ni rekrek na bawng. Ka lahuen dawk na man teh, bengbeng na kahuet teh, rek ka kâbawng, kai teh tâkhawng hanelah ka o.
Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.
13 Ahnie pala kakanaw ni na kalup awh. Ka lung poukkayawng lah na ka teh, na pahren hoeh, talai dawk ka hmu e tui hah a ka rabawk.
Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.
14 Ka hmâ dawkvah patuen patuen hmâ na paca ka pahngawpahrak e ransanaw patetlah na cusin.
Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.
15 Ka vuen dawkvah, burihni ka khui sin teh, ka lû teh vaiphu dawk ka hruek.
Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;
16 Ka ka lawi vah ka minhmai a paling teh, ka mit dawk duenae tâhlip ao.
mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.
17 Ka kut dawk kahawihoehe hno kasake awm hoeh. Ka ratoumnae teh a thoung ei te.
Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.
18 Oe talai, ka thipaling heh ramuk han haw. Ka kanae ni kâhatnae hmuen tawn hanh naseh.
Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!
19 Atu patenghai, kapanuekkhaikung teh a rasangnae koevah ao.
Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.
20 Ka huinaw ni na dudam awh. Cathut koe ka mitphi a lawng.
Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,
21 Tami ni imri hanelah, a kâhei pouh e patetlah, oe Cathut koe na kâhet pouh hane awm haw pawiteh,
at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;
22 Bangkongtetpawiteh, kum nâsittouh abaw hoehnahlan, bout ban hoeh nae lamthung dawk ka cei han telah ati.
for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.
