اَلْمَزَامِيرُ 82

١ 1 مَزْمُورٌ لِآسَافَ ٱللهُ قَائِمٌ فِي مَجْمَعِ ٱللهِ. فِي وَسْطِ ٱلْآلِهَةِ يَقْضِي:

Gud staar i Guds Menighed; han dømmer midt iblandt Guder.

٢ 2 «حَتَّى مَتَى تَقْضُونَ جَوْرًا وَتَرْفَعُونَ وُجُوهَ ٱلْأَشْرَارِ؟ سِلَاهْ.

Hvor længe ville I dømme Uret og anse de ugudeliges Personer? (Sela)

٣ 3 اِقْضُوا لِلذَّلِيلِ وَلِلْيَتِيمِ. أَنْصِفُوا ٱلْمِسْكِينَ وَٱلْبَائِسَ.

Skaffer den ringe og den faderløse Ret; hjælper den elendige og den arme til Retfærdighed!

٤ 4 نَجُّوا ٱلْمِسْكِينَ وَٱلْفَقِيرَ. مِنْ يَدِ ٱلْأَشْرَارِ أَنْقِذُوا.

Redder den ringe og den fattige; udfrier ham af de ugudeliges Haand!

٥ 5 «لَا يَعْلَمُونَ وَلَا يَفْهَمُونَ. فِي ٱلظُّلْمَةِ يَتَمَشَّوْنَ. تَتَزَعْزَعُ كُلُّ أُسُسِ ٱلْأَرْضِ.

De skønne ikke og forstaa ikke, de vandre i Mørke; alle Jordens Grundpiller ryste.

٦ 6 أَنَا قُلْتُ: إِنَّكُمْ آلِهَةٌ وَبَنُو ٱلْعَلِيِّ كُلُّكُمْ.

Jeg har sagt: I ere Guder, og I ere alle den Højestes Sønner.

٧ 7 لَكِنْ مِثْلَ ٱلنَّاسِ تَمُوتُونَ وَكَأَحَدِ ٱلرُّؤَسَاءِ تَسْقُطُونَ».

Men I skulle dø som Mennesker, og som en af Fyrsterne skulle I falde.

٨ 8 قُمْ يَا ٱللهُ. دِنِ ٱلْأَرْضَ، لِأَنَّكَ أَنْتَ تَمْتَلِكُ كُلَّ ٱلْأُمَمِ.

Gud! gør dig rede, døm Jorden; thi du skal tage Arv iblandt alle Hedninger.