اَلْمَزَامِيرُ 26

١ 1 لِدَاوُدَ اِقْضِ لِي يَارَبُّ لِأَنِّي بِكَمَالِي سَلَكْتُ، وَعَلَى ٱلرَّبِّ تَوَكَّلْتُ بِلَا تَقَلْقُلٍ.

(Af David.) Skaf mig ret, o HERRE, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.

٢ 2 جَرِّبْنِي يَارَبُّ وَٱمْتَحِنِّي. صَفِّ كُلْيَتَيَّ وَقَلْبِي.

Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;

٣ 3 لِأَنَّ رَحْمَتَكَ أَمَامَ عَيْنِي. وَقَدْ سَلَكْتُ بِحَقِّكَ.

thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.

٤ 4 لَمْ أَجْلِسْ مَعَ أُنَاسِ ٱلسُّوءِ، وَمَعَ ٱلْمَاكِرِينَ لَا أَدْخُلُ.

Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.

٥ 5 أَبْغَضْتُ جَمَاعَةَ ٱلْأَثَمَةِ، وَمَعَ ٱلْأَشْرَارِ لَا أَجْلِسُ.

Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.

٦ 6 أَغْسِلُ يَدَيَّ فِي ٱلنَّقَاوَةِ، فَأَطُوفُ بِمَذْبَحِكَ يَارَبُّ،

Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,

٧ 7 لِأُسَمِّعَ بِصَوْتِ ٱلْحَمْدِ، وَأُحَدِّثَ بِجَمِيعِ عَجَائِبِكَ.

for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.

٨ 8 يَارَبُّ، أَحْبَبْتُ مَحَلَّ بَيْتِكَ وَمَوْضِعَ مَسْكَنِ مَجْدِكَ.

HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

٩ 9 لَا تَجْمَعْ مَعَ ٱلْخُطَاةِ نَفْسِي، وَلَا مَعَ رِجَالِ ٱلدِّمَاءِ حَيَاتِي.

Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,

١٠ 10 ٱلَّذِينَ فِي أَيْدِيهِمْ رَذِيلَةٌ، وَيَمِينُهُمْ مَلآنَةٌ رِشْوَةً.

i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse.

١١ 11 أَمَّا أَنَا فَبِكَمَالِي أَسْلُكُ. ٱفْدِنِي وَٱرْحَمْنِي.

Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!

١٢ 12 رِجْلِي وَاقِفَةٌ عَلَى سَهْلٍ. فِي ٱلْجَمَاعَاتِ أُبَارِكُ ٱلرَّبَّ.

Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN.