أَمْثَالٌ 6

١ 1 يَا ٱبْنِي، إِنْ ضَمِنْتَ صَاحِبَكَ، إِنْ صَفَّقْتَ كَفَّكَ لِغَرِيبٍ،

Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag,

٢ 2 إِنْ عَلِقْتَ فِي كَلَامِ فَمِكَ، إِنْ أُخِذْتَ بِكَلَامِ فِيكَ،

er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,

٣ 3 إِذًا فَٱفْعَلْ هَذَا يَا ٱبْنِي، وَنَجِّ نَفْسَكَ إِذَا صِرْتَ فِي يَدِ صَاحِبِكَ، ٱذْهَبْ تَرَامَ وَأَلِحَّ عَلَى صَاحِبِكَ.

gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;

٤ 4 لَا تُعْطِ عَيْنَيْكَ نَوْمًا، وَلَا أَجْفَانَكَ نُعَاسًا.

und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile,

٥ 5 نَجِّ نَفْسَكَ كَٱلظَّبْيِ مِنَ ٱلْيَدِ، كَٱلْعُصْفُورِ مِنْ يَدِ ٱلصَّيَّادِ.

red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd.

٦ 6 اِذْهَبْ إِلَى ٱلنَّمْلَةِ أَيُّهَا ٱلْكَسْلَانُ. تَأَمَّلْ طُرُقَهَا وَكُنْ حَكِيمًا.

Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.

٧ 7 ٱلَّتِي لَيْسَ لَهَا قَائِدٌ أَوْ عَرِيفٌ أَوْ مُتَسَلِّطٌ،

Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,

٨ 8 وَتُعِدُّ فِي ٱلصَّيْفِ طَعَامَهَا، وَتَجْمَعُ فِي ٱلْحَصَادِ أُكْلَهَا.

sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.

٩ 9 إِلَى مَتَى تَنَامُ أَيُّهَا ٱلْكَسْلَانُ؟ مَتَى تَنْهَضُ مِنْ نَوْمِكَ؟

Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn?

١٠ 10 قَلِيلُ نَوْمٍ بَعْدُ قَلِيلُ نُعَاسٍ، وَطَيُّ ٱلْيَدَيْنِ قَلِيلًا لِلرُّقُودِ،

Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:

١١ 11 فَيَأْتِي فَقْرُكَ كَسَاعٍ وَعَوَزُكَ كَغَازٍ.

som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

١٢ 12 اَلرَّجُلُ ٱللَّئِيمُ، ٱلرَّجُلُ ٱلْأَثِيمُ يَسْعَى بِٱعْوِجَاجِ ٱلْفَمِ.

En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden,

١٣ 13 يَغْمِزُ بِعَيْنَيْهِ. يَقُولُ بِرِجْلِهِ. يُشِيرُ بِأَصَابِعِهِ.

som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene,

١٤ 14 فِي قَلْبِهِ أَكَاذِيبُ. يَخْتَرِعُ ٱلشَّرَّ فِي كُلِّ حِينٍ. يَزْرَعُ خُصُومَاتٍ.

som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;

١٥ 15 لِأَجْلِ ذَلِكَ بَغْتَةً تُفَاجِئُهُ بَلِيَّتُهُ. فِي لَحْظَةٍ يَنْكَسِرُ وَلَا شِفَاءَ.

derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges.

١٦ 16 هَذِهِ ٱلسِّتَّةُ يُبْغِضُهَا ٱلرَّبُّ، وَسَبْعَةٌ هِيَ مَكْرَهَةُ نَفْسِهِ:

Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:

١٧ 17 عُيُونٌ مُتَعَالِيَةٌ، لِسَانٌ كَاذِبٌ، أَيْدٍ سَافِكَةٌ دَمًا بَرِيئًا،

Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod,

١٨ 18 قَلْبٌ يُنْشِئُ أَفْكَارًا رَدِيئَةً، أَرْجُلٌ سَرِيعَةُ ٱلْجَرَيَانِ إِلَى ٱلسُّوءِ،

et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt,

١٩ 19 شَاهِدُ زُورٍ يَفُوهُ بِٱلْأَكَاذِيبِ، وَزَارِعُ خُصُومَاتٍ بَيْنَ إِخْوَةٍ.

falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

٢٠ 20 يَا ٱبْنِي، ٱحْفَظْ وَصَايَا أَبِيكَ وَلَا تَتْرُكْ شَرِيعَةَ أُمِّكَ.

Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring,

٢١ 21 اُرْبُطْهَا عَلَى قَلْبِكَ دَائِمًا. قَلِّدْ بِهَا عُنُقَكَ.

bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals;

٢٢ 22 إِذَا ذَهَبْتَ تَهْدِيكَ. إِذَا نِمْتَ تَحْرُسُكَ، وَإِذَا ٱسْتَيْقَظْتَ فَهِيَ تُحَدِّثُكَ.

på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner;

٢٣ 23 لِأَنَّ ٱلْوَصِيَّةَ مِصْبَاحٌ، وَٱلشَّرِيعَةَ نُورٌ، وَتَوْبِيخَاتِ ٱلْأَدَبِ طَرِيقُ ٱلْحَيَاةِ.

thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej

٢٤ 24 لِحِفْظِكَ مِنَ ٱلْمَرْأَةِ ٱلشِّرِّيرَةِ، مِنْ مَلَقِ لِسَانِ ٱلْأَجْنَبِيَّةِ.

for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge!

٢٥ 25 لَا تَشْتَهِيَنَّ جَمَالَهَا بِقَلْبِكَ، وَلَا تَأْخُذْكَ بِهُدُبِهَا.

Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej!

٢٦ 26 لِأَنَّهُ بِسَبَبِ ٱمْرَأَةٍ زَانِيَةٍ يَفْتَقِرُ ٱلْمَرْءُ إِلَى رَغِيفِ خُبْزٍ، وَٱمْرَأَةُ رَجُلٍ آخَرَ تَقْتَنِصُ ٱلنَّفْسَ ٱلْكَرِيمَةَ.

Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl.

٢٧ 27 أَيَأْخُذُ إِنْسَانٌ نَارًا فِي حِضْنِهِ وَلَا تَحْتَرِقُ ثِيَابُهُ؟

Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?

٢٨ 28 أَوَ يَمْشِي إِنْسَانٌ عَلَى ٱلْجَمْرِ وَلَا تَكْتَوِي رِجْلَاهُ؟

Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?

٢٩ 29 هَكَذَا مَنْ يَدْخُلُ عَلَى ٱمْرَأَةِ صَاحِبِهِ. كُلُّ مَنْ يَمَسُّهَا لَا يَكُونُ بَرِيئًا.

Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

٣٠ 30 لَا يَسْتَخِفُّونَ بِٱلسَّارِقِ وَلَوْ سَرِقَ لِيُشْبِعَ نَفْسَهُ وَهُوَ جَوْعَانٌ.

Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?

٣١ 31 إِنْ وُجِدَ يَرُدُّ سَبْعَةَ أَضْعَافٍ، وَيُعْطِي كُلَّ قِنْيَةِ بَيْتِهِ.

Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.

٣٢ 32 أَمَّا ٱلزَّانِي بِٱمْرَأَةٍ فَعَدِيمُ ٱلْعَقْلِ. ٱلْمُهْلِكُ نَفْسَهُ هُوَ يَفْعَلُهُ.

Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så;

٣٣ 33 ضَرْبًا وَخِزْيًا يَجِدُ، وَعَارُهُ لَا يُمْحَى.

han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.

٣٤ 34 لِأَنَّ ٱلْغَيْرَةَ هِيَ حَمِيَّةُ ٱلرَّجُلِ، فَلَا يُشْفِقُ فِي يَوْمِ ٱلِٱنْتِقَامِ.

Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag;

٣٥ 35 لَا يَنْظُرُ إِلَى فِدْيَةٍ مَّا، وَلَا يَرْضَى وَلَوْ أَكْثَرْتَ ٱلرَّشْوَةَ.

ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.